USA's hårde kurs overfor Nordkorea var så effektiv, at Kim Jong-Un "var nede på knæ".
Sådan lyder det nu fra Donald Trumps juridiske rådgiver, den tidligere borgmester i New York, Rudy Giuliani, på et pressemøde i Israel. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Udmeldingen kommer mindre end en uge inden, at de to statsledere forventes at mødes til et historisk topmøde i Singapore.
Mødet var ellers for en kort stund aflyst på foranledning af den amerikanske præsident - og det var netop denne aflysning, der fik Nordkorea tilbage på banen, hævder Rudy Giuliani.
- Kim Jong-Un var tilbage på hænder og knæ og tiggede om det (topmødet, -red.), hvilket er lige præcis, hvor man helst vil have ham, lød det fra den tidligere borgmester.
Stripperens penge
Det er ikke første gang, at præsidentens advokat kommer med udtalelser, som strider mod USA's diplomatiske linje.
Da Giuliani tiltrådte sin stilling i starten af maj gjorde han i nælderne ved at udtale, at Donald Trump - trods benægtelser fra præsidenten - faktisk havde tilbagebetalt sin tidligere advokat den famøse sum på 130.000 dollars, som stripperen Stormy Daniels fik kort før valget i 2016, for at holde historien om sin affære med Donald Trump for sig selv.
Kort efter måtte præsidenten dog selv mane til ro med udmeldingen om, at Guiliani var ny på hans team, og at han "lige skulle have styr på tingene".