De sidste detaljer om det historiske og imødesete topmøde mellem USA og Nordkorea er ved at falde på plads.
I dag har Det Hvide Hus så afsløret hvilket hotel, der skal danne rammerne for mødet mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, den 12. juni.
Topmødet vil blive afholdt på det femstjernede luksushotel Capella Hotel, lyder det i et tweet fra Det Hvide Hus' pressesekretær, Sarah Huckabee Sanders, her til aften.
- Vi takker vores singaporianske værter for deres gæstfrihed, skriver Sarah Huckabee Sanders.
Tidspunkt for første møde også fastlagt
Tidspunkt for det første møde mellem de to ledere ansigt-til-ansigt er også blevet fastlagt. Det kommer til at foregå klokken 09.00 lokal tid den 12. juni, hvilket er klokken 03.00 om natten på vores længdegrad.
Donald Trump håber at sikre sig en atomaftale med Nordkorea, som får Kim Jong-un til at opgive sit atomvåbenprogram.
I sidste uge sagde præsidenten dog, at den proces kan komme til at tage længere tid end et enkelt møde.
Sanktionerne mod Nordkorea vil blive opretholdt, indtil der er taget "verificerbare" skridt mod en afvikling af styrets atomvåbenprogram, lød det fra USA's forsvarsminister Jim Mattis for få dage siden.
Forlystelsespark og golfbaner
Øen Sentosa ligger få hunderede meter ud for Singapores kyst og er kendt for sin stribe af luksushoteller, golfbaner og forlystelsesparker - blandt andet Universal Studios Singapore.
Ifølge Kjeld Erik Brødsgaard, der er professor ved Copenhagen Business School med speciale i blandt andet Singapore, er den lille østat for enden af Malayahalvøen et oplagt valg til topmødet.
- Singapore er en moderne og velordnet bystat, hvor sikkerhedsapparatet fungerer. Byen bliver ofte brugt til at holde topmøder, og derfor har de også allerede de nødvendige faciliteter til eksempelvis at håndtere de mange journalister, som kommer til at dække topmødet, siger han.