Trump vil opruste USA's atomprogram

USA må styrke og udvide, når det gælder atomvåben, siger den kommende præsident.

Trumps melding kommer, samme dag som Ruslands præsident, Vladimir Putin, fortalte, at han agter at opruste Ruslands atomprogram. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, benytter igen det sociale medie Twitter til at udmelde store nyheder.

Torsdag aften dansk tid har han skrevet:

- USA må styrke og udvide sine atomvåben markant indtil den tid, hvor verden kommer til fornuft, når det handler om atomvåben.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/811977223326625792

Tweetet kommer ifølge AP, dagen efter Trump mødtes med flere militærindkøbere for at diskutere forsvarsbudgetter, og hvor den nyvalgte præsident også havde et møde med den nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

Tidligere i dag oplyste Rusland præsident, Vladimir Putin, at han agter at opruste Ruslands atomprogram. Han vil blandt andet have våben, der kan trænge igennem samtlige missilskjolde.

- Det er nødvendigt for at holde øje med ændringer i magtbalancen og den militærpolitiske situation, især ved de russiske grænser, sagde Putin ved et møde hos det russiske forsvarsministerium.

Meldingen fra Putin kommer, efter at forsvarsminister Sergej Shoigu har fortalt, at USA også opruster sit atomprogram, skriver nyhedsbureauet Tass.