Nyhedsbureauet Tass oplyser, at Rusland vil opruste atomprogrammet.
Det er præsident Vladimir Putin, der kommer med meddelelsen.
Han vil blandt andet have våben, der kan trænge igennem samtlige missilskjolde.
- Det er nødvendigt for at holde øje med ændringer i magtbalancen og den militærpolitiske situation, især ved de russiske grænser, siger Putin ved et møde hos det russiske forsvarsministerium.
Meldingen fra Putin kommer, efter at forsvarsminister Sergej Shoigu har fortalt, at USA også opruster sit atomprogram, skriver Tass.
Putin slår desuden fast, at det ikke kun er atomvåben, hvor Rusland skal spille med musklerne.
- Ikke-atomvåben skal også opgraderes, så de er i stand til at neutralisere en hvilken som helst trussel, siger han.
Ved mødet har Sergej Shoigu desuden informeret om, at det russiske militær har afprøvet 160 typer af moderne, opgraderede våben under missionen i Syrien.
Putin håber, at det kan betyde et bedre samarbejde med Ruslands strategiske partnere.
/ritzau/