USA's præsident, Donald Trump, afviser at offentliggøre sine selvangivelser, siger hans rådgiver, Kellyanne Conway, i et interview med ABC News.
Conway siger, at Donald Trumps skatteoplysninger alligevel ikke interesserer hans vælgere, og derfor bliver de ikke lagt frem.
- Folk var ligeglade. De stemte på ham. De fleste amerikanere er fokuseret på, hvordan deres egne selvangivelser vil se ud under præsident Trumps regeringstid - ikke hvordan hans ser ud, lyder det fra Conway,
En ny undersøgelse foretaget for Washington Post og ABC News viser imidlertid, at 74 procent af amerikanerne - inklusive 53 procent af de republikanske vælgerer - mener, at Donald Trump bør offentliggøre sine skattepapirer.
Han er den første amerikanske præsident i mange årtier, der har nægtet at udlevere sine skatteoplysninger.
Under valgkampen afviste han at udlevere oplysningerne, fordi hans selskaber var under revision.
/ritzau/