Trump vil hurtigst muligt udpege ny FBI-chef

USA's præsident siger, at den fyrede FBI-chefs afløser måske allerede vil blive nomineret i næste uge.

Tidligere på ugen modtog FBI's direktør en meget offentlig fyreseddel.

Nu siger den amerikanske præsident, Donald Trump, at han ønsker at handle hurtigt og nominere en ny FBI-direktør, som skal afløse den fyrede Jim Comey.

Præsidenten fortæller journalister, der ledsager ham i præsidentflyet Air Force One, at han måske vil træffe en beslutning, inden han i slutningen af næste uge tager på en udlandsrejse, der blandt andet bringer ham til Europa.

- Selv det er muligt, konstaterer han.

I går oplyste talspersonen for Det Hvide Hus, at der allerede denne weekend ville være jobsamtaler med potentielle kandidater til stillingen som leder af det amerikanske forbundspoliti.

Skiftende forklaringer

Der har i ugens løb været skiftende forklaringer på, hvorfor James Comey blev fyret tidligere på ugen. Donald Trump har selv begrundet afskedigelsen med, at James Comey havde mistet tilliden fra de mange tusinde ansatte i USA's forbundspoliti.

Det har FBI's næstkommanderende pure afvist.

Der bliver i offentligheden spekuleret i, om den egentlige grund til fyringen var, at FBI har indledt en større undersøgelse af, om der var ulovlige forbindelser mellem Donald Trumps valgkampagne og den russiske regering under sidste års valgkamp.

/ritzau/Reuters