Trump advarer fyret FBI-chef mod at lække info til pressen

USA's præsident har kaldt tidligere FBI-direktør James Comey for en blærerøv og advarer ham nu mod læk.

Præsident Donald Trump kaldte i et interview torsdag den afskedigede FBI-direktør, James Comey, for en blærerøv. (© (c) Scanpix)

I en stribe meldinger på det sociale medie Twitter går USA's præsident, Donald Trump, til angreb på både pressen og den netop fyrede FBI-direktør, James Comey.

Han bliver for eksempel advaret mod at gå til medierne med oplysninger efter sin fyring.

- James Comey må håbe, at der ikke findes "bånd" af vores samtaler, før han begynder at lække noget til pressen, skriver Donald Trump på Twitter.

Præsidenten fyrede den tidligere FBI-chef i fuld offentlighed. Siden har Donald Trump kaldt James Comey for en "blærerøv" i et interview på NBC News torsdag.

Kritik af "falske medier"

Forløbet omkring James Comeys afskedigelse har været præget af usammenhængende forklaringer. Blandt andet lød det fra Donald Trumps talskvinde, Sarah Huckabee Sanders, at FBI's medarbejdere ikke længere havde tillid til James Comey.

Men det er blevet modsagt af FBI's fungerende direktør, Andrew McCabe, i Senatet.

- Jeg kan fortælle jer, at direktør Comey nød bred støtte i FBI, og det gør han fortsat, sagde Andrew McCabe i en høring.

En kopi af den fyreseddel, som James Comey denne uge modtog med præsidentens underskrift. (Foto: © Mandel NGAN, AFP or licensors)

Mediernes dækning af sagen har fået Donald Trump op i det røde felt. Han beskylder "de falske medier" for at være på overarbejde.

- Som en meget aktiv præsident med mange bolde i luften er det ikke muligt for mine stedfortrædere at stå ved talerstolen og formidle med perfekt akkuratesse!, skriver han på Twitter.

- Måske er den bedste løsning at aflyse alle fremtidige "pressebriefinger" og i stedet uddele skriftlige meddelelser for nøjagtighedens skyld??, skriver han også.

Efterforskning af Ruslands rolle i valg

Der er blevet spekuleret i, hvorvidt en efterforskning af Ruslands mulige indblanding i det amerikanske valg er en af årsagerne til James Comeys afgang.

Torsdag slog Trump dog over for NBC fast, at forbundspolitiets efterforskning af den mulige russiske indblanding skal fortsætte.

Præsidenten sagde samtidig, at James Comey både over telefonen og ved en middag har fortalt Donald Trump, at han ikke blev undersøgt i sagen om Ruslands potentielle rolle under valget.

/ritzau/