Trump vil arbejde for atomnedrustningsaftale med Rusland

I et interview med The Times siger Donald Trump, at USA og Rusland bør nedruste lagre med atomvåben.

Donald Trump siger, at han går efter at få en aftale med den russiske præsident Vladimir Putin, for at få reduceret lagrene med atomvåben betragteligt. (Foto: © DON Emmert, Scanpix)

Donald Trump vil gå efter en aftale med Rusland om at reducere lagre med atomvåben i "meget betydelig" grad.

Det siger USA's kommende præsident i et interview med den britiske avis The Times.

Den 70-årige republikaner har tidligere sagt noget lignende, men han har også sagt, at USA i første omgang skal styrkes på området.

USA's nuværende præsident, Barack Obama, har arbejdet for en nedrustning.

Obama har sagt, at han ønsker alle kernevåben udryddet.

I 2010 underskrev Obama den såkaldte New Start-aftale med den daværende russiske præsident og nuværende premierminister, Dmitrij Medvedev. Aftalen skulle begrænse de to landes kernevåben betragteligt.

I interviewet med The Times siger den kommende præsident også, at han vil udpege sin svigersøn som fredsmægler i Mellemøsten. Jared Kushner er gift med Trumps 35-årige datter Ivanka.

/ritzau/