USA udskyder en beslutning om at indføre straftold på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico til 1. juni.
Samtidig er der indgået aftaler med Argentina, Australien og Brasilien. Det samme er tilfældet med Sydkorea. Detaljerne i disse aftaler vil blive færdiggjort inden for kort tid.
Det bekræfter Det Hvide Hus ifølge flere amerikanske medier.
Donald Trump indførte i begyndelsen af marts en straftold på 25 procent på stål og ti procent på aluminium, men undtog Canada, Mexico, Brasilien, EU, Australien og Argentina midlertidigt.
Præsident Donald Trump havde givet EU og de andre allierede frem til 1. maj amerikansk tid til at prøve at forhandle sig fri af tolden. Eller måske til en mildere version
EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, har ikke lagt skjul på sin forvirring over processen, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og andre har påpeget, at selv hvis EU går fri, så bliver verden ramt, hvis USA indfører en brandtold, der rammer skævt på lande og produkter.
Vælger USA at indføre straftold på varer fra EU, har unionen allerede forberedt en række modtræk i form af mulig told på varer som peanutbutter, Levis-jeans og Harley Davidson-motorcykler.
/ritzau/