USA undtager EU for straftold - indtil videre

En handelskrig er foreløbig afværget, efter EU er blevet undtaget for told på stål og aluminium.

Kina er stadig blandt de lande, som bliver ramt af straftolden. (© Scanpix)

En handelskrig mellem EU og USA er foreløbig afværget, efter amerikanerne har undtaget alle EU-lande for en straftold på stål og aluminium.

Det oplyser nyhedsbureauet AFP og det tyske DPA.

USA's handelspolitiske chefforhandler, Robert Lighthizer har i Senatet i USA fremlagt en liste over de lande og områder, som indtil videre bliver undtaget for tolden.

Det gælder ifølge Vice News EU, Australien, Argentina, Brasilien og Sydkorea.

I forvejen var Canada og Mexico undtaget.

Robert Lighthizer fortæller, at Trump har bedt om en "pause" for toldsatserne, mens der forhandles om andre løsninger.

Tolden på 25 procent på stål og 10 procent på aluminium træder i kraft i morgen fredag.

Risikoen for en handelskrig med USA bliver i dag diskuteret på et EU-topmøde i Bruxelles.

Den midlertidige undtagelse bliver modtaget med lettelse i Europa. Chefen for den tyske handelsorganisation BGA, Holger Bingmann, kalder beslutningen for "fornuftens triumf" og siger, at "en byrde er løftet fra vores skuldre".

- Det er positivt, at vi undgår en handelskrig mellem EU og USA - både de konkrete metaltariffer og det forventede modsvar fra EU, siger Jeppe Bo Rasmussen fra Dansk Industri.

- Men det er stadig bekymrende, at USA fortsætter med at ryste fundamentet for det regelbaserede globale frihandelssystem.

Det gælder især, siger han, for et lille land som Danmark, der er så afhængig af eksport.

Senere torsdag ventes Trump at fortælle, at han indfører told på en stribe varer fra Kina for at beskytte USA's marked.

Pakken af toldsatser løber op i en værdi af 50 milliarder dollar, skriver flere amerikanske medier.