Trump udpeger bosætterbegejstret jøde som Israel-ambassadør

Palæstinenserne advarer om alvorlige konsekvenser, hvis USA flytter sin Israel-ambassade til Jerusalem.

Arkivfoto fra 2010, hvor Donald Trump ses med datteren Ivanka Trump og advokaten David Friedman, som han har peget på som USA's kommende ambassadør i Israel. (Foto: © Bloomberg, 2010 Bloomberg)

Donald Trump, USA's kommende præsident, har fundet sit bud på, hvem der fremover skal være landets ambassadør i Israel.

Valget er faldet på den ortodokse jøde David Friedman, og det vækker opsigt i både USA og Mellemøsten.

Ifølge den britiske avis The Guardian er Friedman kendt for at være imod en tostatsløsning mellem israelerne og palæstinenserne, kritiker af at forbyde israelske bosættelser og tilhænger af at gøre Jerusalem til Israels officielle hovedstad.

Han har også antydet, at amerikanske jøder, der er imod israelske bosættelser på Vestbredden, er værre end vagterne i nazisternes koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Under valgkampen sagde Donald Trump adskillige gange, at han vil flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Samme linje står Friedman for.

At flytte ambassaden til Jerusalem og betragte byen som Israels hovedstad vil være en stor ændring i USA's politik på området.

Israel erobrede i 1967 Østjerusalem og annekterede bydelen. Dette er dog ikke internationalt anerkendt.

Palæstinenserne ønsker Østjerusalem, der i dag er besat af israelske styrker, som hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat.

Wasel Abu Yousef, medlem af hovedbestyrelsen i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), reagerer vredt på planerne om at flytte den amerikanske ambassade.

- Dette vil kunne få alvorlige konsekvenser. Ikke kun for det palæstinensiske spørgsmål, men for regionen som helhed, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har ikke kommenteret Trumps nominering. Men viceudenrigsminister Tzipi Hotovely er svært tilfreds med valget af Friedman.

- Hans holdninger afspejler ønsket om at styrke Jerusalem som Israels hovedstad og understreger, at bosættelserne aldrig har været det reelle problem i området, siger Hotovely ifølge dpa.

De tidligere præsidenter Bill Clinton og George W. Bush lovede også at flytte USA's ambassade til Jerusalem. Begge droppede det dog, da de kom i Det Hvide Hus.

/ritzau/