Dennis Rodman, tidligere stjerne i den amerikanske basketball-liga NBA og en af præsident Donald Trumps støtter, vender tilbage til Nordkorea, oplyser CNN.
Der er ikke tale om et officielt besøg, pointerer det amerikanske udenrigsministerium, men årsagen til besøget kendes ikke.
56-årige Rodman ville i lufthavnen i Beijing i Kina ikke svare på spørgsmål fra en reporter fra CNN, men han har tidligere beskrevet sine rejser til Nordkorea som "basketballdiplomati".
Hans besøg kommer på et tidspunkt med tiltagende spændinger mellem USA og Nordkorea, der trods amerikanske protester og i strid med FN-resolutioner jævnligt foretager prøveaffyringer af ballistiske missiler.
Det er Rodmans første besøg i Nordkorea, siden Donald Trump blev USA's præsident.
Inden Trump gik ind i politik, hyldede han i 2011 i et interview Rodmans besøg i Nordkorea.
Rodman har tidligere deltaget i Trumps realityshow "The Apprentice" (på dansk "Hyret eller Fyret", red.), og han støttede republikaneren under valgkampen.
Rodman har mindst fire gange tidligere besøgt Nordkorea, og han er blandt de meget få amerikanere, som har mødt landets diktator, Kim Jong-un.
I 2014 hyldede den femdobbelte NBA-mester Kim Jong-un med en fødselsdagssang på et stadion i Pyongyang.
Den 56-årige Dennis Rodman ventes at ankomme til Pyongyang tirsdag.
/ritzau/