Den tidligere basketballstjerne Dennis Rodman, som i sidste uge sang fødselsdagssang for den nordkoreanske leder Kim Jong-un, undskylder nu sit farverige optrin.
- Jeg elsker mit land, Amerika, sagde Rodman, da han mødte pressen i lufthavnen i Beijing mandag.
Mange amerikanere har været provokeret af den tidligere NBA-stjernes forsvar for Kim Jong-un, der er en af verdens mest forhadte ledere.
Rodmand beskyldes for forræderi
Dennis Rodman er blevet kritiseret for fødselsdagssangen og for ikke at bringe menneskerettigheder på banen, da han havde chancen under sit ophold i Nordkorea.
Blandt andre bokselegenden Mike Tyson har langet ud efter Rodman, som han beskylder for forræderi.
- Jeg kunne ikke gøre noget som helst. Det er ikke min skyld. Jeg beklager. Jeg ville bare gøre noget godt, siger Dennis Rodman ifølge AFP.
- Jeg beklager. Jeg er ikke præsident, og jeg er ikke ambassadør.
Flere undskyldninger
Basketballstjernen har planer om i februar at vende tilbage til Nordkorea, som han har besøgt flere gange sidste år.
Angiveligt har den nordkoreanske leder været fan af klubben Chicago Bulls, hvor Dennis Rodman var profil.
Rodman har også undskyldt udtalelser om, at landsmanden Kenneth Bae selv er skyld i sin fængsling i Nordkorea.
/ritzau/NTB/DR Nyheder