Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, spilder sin tid, når han forsøger at forhandle sig til en løsning på konflikten mellem USA og Nordkorea.
Det har Rex Tillerson i hvert fald fået at vide af præsident Donald Trump, skriver præsidenten på Twitter.
- Jeg har sagt til Rex Tillerson, vores vidunderlige udenrigsminister, at han spilder sin tid ved at prøve at han forhandle med den lille raketmand (Nordkoreas leder, red.), lyder det fra den amerikanske præsident på Twitter.
Trump følger op med et andet tweet:
- Spar på energien, Rex. Vi gør, hvad der skal gøres.
Meldingen fra Donald Trump kommer, dagen efter at Rex Tillerson har sagt til flere medier, at han er i gang med at undersøge, om Nordkorea er interesserede i en dialog, og at USA har flere direkte kommunikationslinjer til det nordkoreanske styre i Pyongyang.
På den måde håber den amerikanske udenrigsminister at lægge en dæmper på spændingerne mellem USA og Nordkorea.
- Jeg synes, at hele situationen er lidt for overophedet lige nu. Jeg tror, at alle gerne vil have, at det køler ned. Selvfølgelig ville det hjælpe, hvis Nordkorea ville stoppe med at affyre missiler. Det ville køle tingene meget ned, sagde Rex Tillerson i går.
Krigserkæring
I løbet af de seneste måneder er den amerikanske præsident og den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, endt i noget, der ligner en krig på ord. De har lovet hinanden bål og brand, truet hinanden med angreb og er gået verbalt til angreb med hårde vendinger og øgenavne.
Men i sidste weekend blev der lagt handling bag Donald Trumps trusler. I hvert fald blev der sendt et amerikansk bombefly ledsaget af et kampfly i retning af Nordkorea. De to fly holdt sig i internationalt luftrum, men var tættere på Nordkorea, end noget andet amerikansk militærfly har været i dette århundrede.
Dagen efter fulgte Donald Trump så op med et tweet, hvor han skrev, at hvis den nordkoreanske udenrigsminister går med de samme tanker som Kim Jong-Un, så vil de ikke findes ret meget længere.
Og de to ting fik tilsyneladende bægeret til at flyde over i Pyongyang. I hvert fald reagerede den nordkoreanske udenrigsminister med at sige, at USA tydeligvis har erklæret krig mod Nordkorea.
- Hele verden bør tydeligt huske, at det var USA, der først erklærede krig mod vores land, sagde han og fortsatte:
- Siden USA har erklæret krig mod vores land, forbeholder vi os enhver ret til at komme med et modsvar - også at skyde USA's bombefly ned, selv når de ikke befinder sig i i nordkoreansk luftrum.
Nordkorea har siden februar gennemført adskillige missiltest, lavet en prøvesprængning af en brintbombe og angiveligt udviklet atomsprænghoveder, der kan monteres på langtrækkende missiler, der kan nå det amerikanske fastland.
FN's Sikkerhedsråd har svaret igen med strammere sanktioner mod det nordkoreanske styre for at blokere for indtægter, der går til udvikling af Nordkoreas atomvåbenprogram.
De nyeste sanktioner indebærer blandt andet en begrænsning på Nordkoreas import af råolie, samt et totalforbud for andre lande mod at importere tekstiler fra Nordkorea, og alle lande forbydes at udstede nye arbejdstilladelser til nordkoreanske gæstearbejdere.