Trump skifter kurs: Nu er 'smukke Ted' et must at stemme på - før var han en løgner

De to tidligere rivaler roser, krammer og støtter nu hinanden frem mod det amerikanske midtvejsvalg.

Stridsøksen ser ud til at være begravet mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Det blev helt tydeligt under et vælgermøde, der sluttede tidligt tirsdag morgen dansk tid i byen Houston, Texas.

Her uddelte Trump massevis af komplimenter til Ted Cruz og opfordrede vælgerne til at sætte kryds ved ham til det kommende midtvejsvalg, der løber af stablen 6. november.

- For at beskytte jeres stat og jeres land, er I nødt til at vælge et republikansk hus og et republikansk senat. I skal stemme på Ted Cruz, lød det blandt andet fra Trump - der også kaldte Cruz for en god ven.

De to herrer kender hinanden fra det republikanske primærvalg i 2016, hvor de begge kæmpede om at blive republikanernes præsidentkandidat.

Dengang var luften kold mellem dem.

Trump kaldte gentagende gange Cruz for "løgnagtige Ted" og påstod, at Ted Cruz' far havde været involveret i mordet på den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy.

Mens Cruz blandt andet kaldte Trump for en kujon og for en 'sygelig løgner'.

Tæt valgkamp i Texas

Texas-senatoren Ted Cruz kæmper nu for at beholde sin stilling i en tæt valgkamp mod demokraten Beto O'Rourke, mens præsident Trump kæmper for at beholde sit republikanske flertal i senatet.

Og derfor får de to kamphaner lige nu mere ud af at arbejde tæt sammen end at strides.

Ifølge Trump fulgte 50.000 mennesker med på skærme udenfor den arena, hvor vælgermødet i dag blev afholdt. Politichef i Houston, Art Acevedo, skriver i et tweet, at kun 3.000 så mødet uden for, mens cirka 18.000-19.000 var i arenaen.

Men ikke desto mindre overværede mange mennesker de helt nye toner mellem Trump og Cruz.

Ted Cruz hyldede blandt andet Trump for at have skabt rekord mange job i USA, mens de rosende ord fra Trump allerede startede i flyet på vej til Houston.

Her kaldte præsidenten ifølge BBC Cruz for "Smukke Ted", da han blev spurgt ind til senatoren af journalister.

Trump har i de seneste måneder op til midtvejsvalget holdt taler ved vælgermøder i adskillige stater. Og i dag var fokus ligesom flere gange før på skatteletter, migration og amerikanske job.

Vælgere i Texas kan fra i dag gå i stemmeboksene og stemme inden valgdagen.