På glasdøren ind til kontoret hænger et skilt med teksten ’War Room’.
Egentlig ligner det bare et hvilket som helst andet glaskontor fyldt med skærme, ledninger og en enkelt stuepalme.
Men alvoren er ikke til at tage fejl af for Facebook og de cirka 24 eksperter i blandt andet computervidenskab og cybersikkerhed, som fra det såkaldte ’krigsværelse’ i hovedkontoret i Silicon Valley i Californien overvåger den gigantiske platform.
Kontoret, som er bemandet i døgndrift, har nemlig allerede slået ned på adskillige forsøg på at sprede misinformation, fortæller Samidh Chakrabarti fra enheden ifølge AP.
- I løbet af de seneste seks måneder har vi været i stand til at få blokeret 1,3 milliarder falske facebookkonti, før de nåede at blive dannet.
Midtvejsvalget spøger
Der er under en måned til det vigtige midtvejsvalg, hvor amerikanerne skal afgøre sammensætningen i både Repræsentanternes Hus og Senatet samt udpege guvernører i en lang række delstater.
Facebook vil undgå, at falske opslag skal kunne påvirke vælgerne – og dermed valgets resultat.
De mange falske profiler, som allerede er lukket ned, viser, at enheden tjener et vigtigt formål, mener Samidh Chakrabarti.
- Vi har ofte kunnet blokere falske konti det øjeblik, de er blevet dannet, siger han.
Værn mod møgsager
Formålet med den styrkede indsats er at undgå flere dårlige sager som for eksempel en gentagelse af det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor det har vist sig, at der blev spredt store mængder misinformation på det sociale medie.
Blandt andet lykkedes det dengang hackere med forbindelser til den russiske regering at manipulere platformen og dermed sprede falske nyheder til de amerikanske vælgere.
Facebook har siden måttet finde sig i at blive undersøgt og udspurgt af føderale efterforskere, den amerikanske kongres og medierne.
I foråret fik selskabet endnu engang alvorlige ridser i lakken, da aviserne New York Times og The Guardian afslørede, at analysevirksomheden Cambridge Analytica, som i 2016 arbejdede for Trumps valgkampagne i USA, havde stjålet informationer fra omkring 87 millioner facebookbrugere.
Opruster mod fake news
Det er langt fra kun de 24 specialister i glaskontoret, som beskytter brugerne mod falske informationer. Facebook har ansat tusindvis af nye medarbejdere, investeret i kunstig intelligens og indført nye regler for politiske reklamer, skriver CNN.
Alt sammen skal de nye tiltag tage kampen op mod såkaldte ’internet-trolde’, som bliver mere og mere sofistikerede, fortæller Chakrabarti.
- Vi ved, at de ondsindede aktører, som forsøger at blande sig i valg, har betydelige økonomiske midler i ryggen.