USA's præsident, Donald Trump, kan ikke samle flertal i Senatet til at få erstattet forgængeren Barack Obamas sundhedsreform med en ny.
Yderligere to republikanere har i dag trukket støtten til Trumps forslag.
Nu vil medlemmerne af Senatet i stedet stemme om en direkte tilbagetrækning af Obamacare uden en afløser, for at begynde på en frisk.
Det siger Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, som har opgivet at samle det nødvendige flertal til Trumps plan A.
- Jeg beklager, at vores indsats for at få tilbagetrukket og øjeblikkeligt erstattet den fejlslagne Obamacare ikke har båret frugt, siger han ifølge avisen Washington Post.
- Vi vil prøve en ny vej, så det amerikanske folk kan slippe for Obamacare, siger McConnell, der samtidig meddeler, at afstemningen vil finde sted i den 'nærmeste fremtid'.
Forslaget møder dog allerede modstand blandt flere republikanske senatorer, heriblandt Alaskas senator Lisa Murkowski.
- Jeg sagde allerede i januar, at hvis vi trækker Obamacare tilbage, skal vi have en afløser klar, lyder det ifølge politico.com.
Præsidenten selv sagde tirsdag eftermiddag lokal tid, at han er skuffet, og at planen nu må være at lade Obamacare slå fejl.
- Jeg tror, som situationen er nu, at vi bare lader Obamacare slå fejl. Vi lader den slå fejl, og så kommer Demokraterne til os, lød det fra Trump ifølge avisen.
Republikanerne har i syv år forsøgt at stoppe eller fjerne Obamas sundhedsreform.
/ritzau/