Kort tid efter at militæret i Sydkorea natten til tirsdag dansk tid oplyste, at Nordkorea har foretaget endnu en testaffyring af et ballistisk missil, har USA's præsident, Donald Trump, grebet til tasterne.
- Nordkorea har affyret endnu et missil. Har denne fyr overhovedet noget bedre at give sig til her i livet, skriver han på Twitter med henvisning til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
- Det er svært at tro, at Sydkorea og Japan vil finde sig i dette meget længere. Måske vil Kina lægge et stort pres på Nordkorea og sætte en stopper for disse tåbeligheder en gang for alle, skriver præsidenten videre.
Ifølge det sydkoreanske militær affyrede Nordkorea et uidentificeret ballistisk missil ud over Det Japanske Hav fra Banghyon omkring klokken 9.40 lokal tid.
Det oplyser den sydkoreanske forsvarskommando ifølge nyhedsbureauet Yonhap.
Også det amerikanske militær bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP testaffyringen og oplyser, at der var tale om et mellemdistancemissil.
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har hasteindkaldt regeringens sikkerhedsråd.
/ritzau/