Trump: Nordkorea frigiver tre amerikanske fanger

Et møde mellem den amerikanske udenrigsminister og Nordkoreas Kim Jong-Un er gået godt, skriver præsidenten på Twitter.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo (t.v.) var i Nordkorea for at planlægge det forestående møde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-Un (t.h.) og USA's præsident, Donald Trump. (Foto: © ho, Scanpix)

Når den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, inden længe lander på amerikansk jord efter et besøg hos Nordkoreas Kim Jong-Un, har han følgeskab af tre amerikanske statsborgere, der har været fanget i Nordkorea.

Nordkoreanerne har nemlig frigivet de tre fanger i forbindelse med udenrigsministerens besøg. Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Twitter.

- Det glæder mig at kunne fortælle, at udenrigsminister Mike Pompeo er på vingerne og på vej hjem fra Nordkorea med tre vidunderlige mænd, som alle glæder sig meget til at møde.

- De lader til at være ved godt helbred. Udover det: Godt møde med Kim Jong-Un. Sted og dato aftalt, skriver han med henvisning til det forestående møde mellem de to statsledere.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/994192995737096192?ref_src=twsrc%5Etfw

Ifølge Donald Trump lander udenrigsministeren og de tre frigivne fanger på Andrews Air Base klokken 2 i nat lokal tid.

Her vil præsidenten være til stede for at tage imod dem.

Forhandlinger undervejs

Der er formentlig tale om de tre amerikanske fanger, Kim Hak-song, Tony Kim og Kim Don-chul, der i starten af maj blev flyttet fra en arbejdslejr til et hotel i udkanten af den nordkoreanske hovedstad, Pyonyang.

Ifølge New York Times har to af mændene været fanget siden maj 2017, og den tredje siden 2015.

Frigivelsen sker som led i forhandlinger mellem Nordkorea, USA og Sydkorea, som har til formål at skabe fred på den koreanske halvø.

Gennem de senere år er spændingerne i forholdet mellem Syd- og Nordkorea og Nordkorea og USA tiltaget voldsomt.

Men efter et tøbrud i forhold ved Vinter-OL i Sydkorea, har der været fremgang i forhandlingerne, senest ved et historisk møde mellem Syd- og Nordkoreas ledere i den demilitariserede zone ved grænsen mellem Syd og Nord.

Her aftalte de, at samarbejde om at få gjort den koreanske halvø fri for atomvåben.

Frigivelsen har vakt ros fra Sydkorea, som dog opfordrer Nordkorea til at frigive yderligere fanger, speficikt seks sydkoreanere, for at "styrke forsoningen". Det skriver Reuters.