USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, er på vej til Nordkorea. Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde tirsdag.
Nyheden kom kort efter præsidenten oplyste, at USA ikke længere vil opfylde en aftale om Irans atomprogram og vil genindføre økonomiske sanktioner mod landet.
Trump siger, at han håber, at USA kan lave en aftale med Nordkorea om dets atom- og missilprogram.
Det har længe været rygter om, at Donald Trump på et tidspunkt i nær fremtid vil mødes med Nordkoreas leder Kim Jong-un.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er Mike Pompeos ankomst nært forestående. AFP citerer præsidenten for at oplyse, at udenrigsministeren lander "inden for nogle timer".
Præsidenten nævnte på pressemødet ikke noget om tre amerikanere, som Nordkorea holder som fanger.
Ifølge Reuters er Mike Pompeo nu landet på Yokota-luftbasen i Japan undervejs på vej mod Nordkorea, og her fortæller den amerikanske udenrigsminister, at han skal aftale de sidste detaljer i forhold til mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un, og at han vil presse på for at få løsladt de amerikanere, der bliver holdt fanget i Nordkorea.
/DR Nyheder/