Trump nominerer 49-årig stærkt konservativ til højesteretsdommer

Præsident Trump peger på 49-årige Neil Gorsuch som den niende dommer i USA's magtfulde højesteret. Gorsuch er stærkt konservativ og er kendt for sin støtte til religiøse rettigheder.

Præsident Donald Trump nominerer 49-årige Neil Gorsuch som den niende dommer i USA's magtfulde højesteret. Det meddeler han på et pressemøde tirsdag aften lokal tid.

Gorsuch er stærkt konservativ og var blandt favoritterne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var således ventet, at udnævnelsen atter vil give et konservativt flertal i USA's øverste domstol.

Han er den yngste kandidat til en plads i USA's højesteret i mere end et kvart århundrede.

Neil Gorsuch er fra Denver, hvor han sidder som dommer i appelretten. En stilling han blev udnævnt til i 2006 af den tidligere republikanske præsident, George W. Bush.

49-årige Gorsuch betragtes som en konservativ intellektuel og er kendt for sin støtte til religiøse rettigheder, skriver Reuters.

Neil Gorsuch skal godkendes af Senatet, hvor Republikanerne har flertallet. Det ventes således, at udnævnelsen atter vil give et konservativt flertal i USA's øverste domstol.

Tom plads i et år

Trump havde på forhånd givet udtryk for, at han vil have en dommer, der er imod abort, og som støtter amerikanernes ret til at eje våben.

En af de ni pladser i højesteretten har været tom siden februar 2016, da den konservative dommer Antonin Scalia døde.

Siden da har der været fire dommere, der betragtes som liberale, og fire der betragtes som konservative. Stemmeligheden giver risiko for, at Højesteret ikke kan træffe beslutning i visse sager.

Trumps valg af dommer kan dermed blive afgørende for flere af de mærkesager, som Republikanere og Demokrater er uenige om.

Det gælder blandt andet abortlovgivning og en stramning af våbenloven.