Den republikanske præsidentaspirant og rigmand Donald Trump mener ikke, at han skylder den amerikanske senator og tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain en undskyldning for at sige, at han ikke er en krigshelt.
Det har han forklaret i et interview med den amerikanske tv-kanal ABC.
- Nej, slet ikke, sagde Donald Trump, der lod kommentaren om John McCains manglende meritter falde under en konference i staten Iowa.
- Jeg fik en stående ovation; den uden sammenligning største, de havde hele weekenden. Da jeg forlod rummet, var der en kæmpe stående ovation. Det var vidunderligt at se. Ingen var fornærmede.
Kandidat: Over grænsen
John McCain blev i 1967 taget til fange under Vietnamkrigen, da hans fly blev skudt ned, og han blev holdt som krigsfange i mere end fem år.
Donald Trump argumenterede på konferencen for, at McCain ikke er en krigshelt, fordi han blev holdt fanget. En udtalelse, der på ny har givet den kontroversielle milliardær en tur i mediemøllen og masser af kritik.
Blandt andet mener senator Lindsey Graham, der også er med i kampen om at blive republikansk præsidentkandidat, at Trump er gået over grænsen med sin udtalelse, skriver CNN.
Kommentaren er også faldet partiets ledelse for brystet.
- Der er ingen plads i vores parti og vores land til kommentarer, der underkender dem, som har tjent ærefuldt, siger talsmand for partiledelsen Sean Spicer.
McCain: Han skylder veteraners familier
Manden, der ufrivilligt er blevet genstand for debatten, har også selv kommenteret på sagen.
Det skete i et interview på tv-kanalen MSNBC, hvor han forklarede, at han ikke mener, at Donald Trump skylder ham en undskyldning.
- Jeg synes, at han måske skylder en undskyldning til familierne til dem, som har ofret sig i konflikter, og dem, som har oplevet at være i fængsel ved at tjene vores land, sagde han.
En populær herre
Donald Trump har fra starten af sin kampagne om at blive den næste republikanske præsidentkandidat formået at markere sig med flere kontroversielle udtalelser.
Mest markant var det måske, da han fornærmede store dele af de mange vælgere med latinamerikansk baggrund med nedsættende udtalelser om mexicanere.
Men selvom Donald Trump er kontroversiel, er han samtidig en meget populær herre blandt de republikanske vælgere.
Ifølge en ny meningsmåling lavet for Washington Post og tv-stationen ABC News får Donald Trump opbakning fra 24 procent af de vælgere, der vil stemme republikansk.
Den nærmeste modstander er Scott Walker med 13 procent. Derefter følger Jeb Bush med 12 procent.
Hovedparten af målingen er lavet inden, Donald Trump afviste John McCains status som krigshelt.