Neil Young vred over Trumps sangvalg: Stop rockin' in the free world

Den republikanske milliardær har ikke fået lov til at bruge nummeret ’Rockin’ In the Free World’ til sit præsidentkandidatur.

Den canadiske statsborger og sanger Neil Young er erklæret demokrat. (Foto: © Steve Jennings)

Da rigmanden Donald Trump i går gik på scenen for at præsentere sit præsidentkandidatur, spillede nummeret ’Rockin’ The Free World’ i skyskraberen Trump Tower på Manhattan i New York.

Og det huer bestemt ikke musikeren bag.

Ifølge den canadiske sanger Neil Young må den republikanske kandidat ikke bruge sangen, han skrev i 1989, skriver LA Times.

- Donald Trump havde ikke autorisation til at bruge ’Rockin’ In The Free World’ i annonceringen af sit præsidentkandidatur, siger Neil Young via sin manager, Elliot Roberts, til avisen.

Neil Young er demokrat

I øvrigt befinder Neil Young sig politisk langt fra Donald Trump, der har bygget sin karriere op på at bygge skyskrabere, er kendt for sin medvirken i alskens reality-tv, og som i går bedyrede, at han ”bliver den største præsident, Gud nogensinde har skabt.”

- Neil Young støtter Bernie Sanders, siger manageren.

Den demokratiske socialist Bernie Sanders bliver ikke spået store chancer mod Hillary Clinton, men bliver alligevel set som en udfordrer, fordi han appellerer til venstrefløjen i det demokratiske parti.

-Jeg stiller officielt op til posten som USA's præsident, og vi vil gøre dette land storslået igen, sagde Donald Trump i går efter mange års spekulationer om, at den amerikanske forrretnings- og rigmand en dag ville entrere amerikansk politik. (Foto: © KENA BETANCUR)

Neil Youngs manager har kontaktet Donald Trumps kampagnestab og bedt dem stoppe med at bruge ’Rockin’ In The Free World’.

I teksten kritiserer den nu 69-årige sanger George Bush Seniors administration. Han refererer direkte til Bushs ’thousand points of light’-citat fra Bushs præsidentkampagne i 1988, hvor han lovede, at USA skulle blive en ”venligere og blidere nation.”

Det til trods er sangen blevet brugt i forbindelse med kommunismens sammenbrud, fordi omkvædet består af fire gange "keep on rockin' in the free world."