Trump mødes med kinesisk præsident så hurtigt som muligt

Trump brugte under valgkampen hård retorik mod Kina, men i telefonen har han med præsident Jinping aftalt at samarbejde.

Forsiden på det kinesiske magasin Global People med et billede af USA's kommende præsident, Donald Trump. Efter hårde ord fra Trump mod Kina i præsidentvalgkampen er de to landes ledere enige om at mødes hurtigst muligt. (Foto: © Johannes Eisele, Scanpix)

USA's kommende præsident, Donald Trump og den kinesiske præsident, Xi Jinping, har i telefonen etableret 'en klar fornemmelse af gensidig respekt for hinanden', oplyser Trumps kontor.

- Den kommende præsident, Trump, erklærede, at han mener, at de to vil få en af de stærkeste relationer, således at begge lande kan bevæge sig fremad, lyder det.

Imens rapporterer kinesiske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Xi Jinping under samtalen gjorde det klart for Donald Trump, at samarbejde er den eneste mulighed for et forhold mellem de to lande.

Donald Trump brugte under præsidentvalgkamp en meget hård retorik mod den kinesiske regering.

Blandt andet sagde han i en af sine valgtaler, at Kina bryder reglerne på "enhver tænkelig måde", når det gælder handel med USA.

Inden valget gik Trump så langt som til at kalde den asiatiske gigant for "USA's fjende". Han beskyldte Kina for kunstigt at holde dets valutakurs nede for at styrke landets eksport, hvilket koster arbejdspladser i USA.

Xi og Trump "lovede, at de vil være i tæt kontakt, opbygge gode arbejdsrelationer og mødes inden længe for at udveksle synspunkter om fælles interesser og udvikling af bilaterale relationer, rapporterer den kinesiske tv-station CCTV.

/ritzau/