Trump: Løkke arbejder på at få flere penge til Forsvaret

I en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus glæder præsident Trump sig over, at Lars Løkke vil presse på for øgede forsvarsudgifter.

På mødet i går mellem USA's præsident Donald Trump og statsminister Lars Løkke Rasmussen blev Natos økonomi diskuteret. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)

Der var både håndslag, smil og rosende ord, da USA's præsident Donald Trump i går tog imod statsminister Lars Løkke Rasmussen, og det særdeles gode forhold til Danmark understreges i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.d.

- Danmark er en af USA's nærmeste allierede, og statsministerens besøg er et bevis på de dybe og varige bånd mellem de to lande, står der i erklæringen, som er udsendt i nat dansk tid.

Ønsket om et styrket Nato blev drøftet på mødet mellem de to ledere, så forsvarsalliancen er parat til at konfrontere det 21. århundredes trusler.

- Præsidenten opfordrede statsministeren til at arbejde hen imod Natos målsætning, om at medlemslande skal bruge to procent af bnp på forsvarsbudgettet.

- Statsministeren understregede sin intention om at presse på for en væsentlig stigning i forsvarsudgifterne i de kommende år, skriver Det Hvide Hus.

Også kampen mod Islamisk Stat (IS) blev diskuteret, oplyser Det Hvide Hus, der i sin erklæring påpeger, at Danmark var et af de første lande, der tilsluttede sig koalitionen.

/ritzau/