Trump i voldsomt angreb på Mueller: 'Totalt inhabil'

Dagen efter den særlige anklagers første udtalelser går præsidenten til modangreb.

Det har tydeligvis ikke hjulpet på Donald Trumps humør, at han har haft mulighed for at sove på den første offentlige kommentar fra den særlige anklager Robert Mueller.

Mueller er manden bag undersøgelsen af Ruslands indblanding i valgkampen før præsidentvalget i 2016, og han gentog i går, at hans rapport ikke frikendte Trump for at forhindre rettens gang.

På et improviseret pressemøde i dag kaldte Trump Robert Mueller for "totalt inhabil" og en "ægte aldrig-Trumper" med henvisning til sine kritikere blandt Republikanerne fra valgkampen.

Præsidenten tilføjede, at Mueller havde næret ønske om at blive chef for forbundspolitiet FBI, men Trump sagde nej.

Derudover hævdede præsidenten også, at de to mænd har haft en "uoverenstemmelse om forretninger" - uden at komme nærmere ind på, hvad den handlede om.

Krav om rigsretssag

Robert Muellers første udtalelser, siden han afleverede sin rapport i marts, har forstærket et krav blandt Trumps politiske modstandere om, at præsidenten skal stilles for en rigsret.

Mueller var meget omhyggelig med at påpege, at han ikke havde mandat til at tiltale præsidenten for at forhindre rettens gang i forbindelse med Rusland-undersøgelsen.

Det har Kongressen til gengæld, hvis der er flertal for en rigsretssag i underhuset, Repræsentanternes Hus.

Herefter skal to-tredjedel af medlemmerne i overhuset, hvor Trumps parti Republikanerne har flertal, stemme for, hvis præsidenten skal dømmes.

Det anser ledelsen hos Demokraterne for at være urealistisk, og derfor holder de foreløbig tilbage med at tale om en rigsret, som Trump i dag kaldte "et beskidt, grimt, afskyeligt ord."

- Det er kæmpemæssig præsidentiel chikane, sagde han.

Hjælp fra Rusland eller ej

Trump har hele dagen været meget aktiv på sit foretrukne sociale medie Twitter.

Undervejs kom han tilsyneladende med en indrømmelse af, at Rusland hjalp ham med at blive valgt i 2016.

Trump skrev, at han selv "ikke havde noget at gøre med, at Rusland hjalp mig med at blive valgt".

Uden for Det Hvide Hus forklarede præsidenten dog senere til de forsamlede journalister:

- Rusland hjalp mig ikke med at blive valgt. Ved I, hvem der fik mig valgt? Jeg fik mig valgt.