Robert Mueller afviser nu én gang for alle at vidne i Kongressen.
Den særlige anklager, der i to år har undersøgt Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, har netop afsluttet en længe ventet tale ved justitsministeriet.
- Det vil være upassende, hvis jeg udtaler mig udover det, der allerede er fremme (i rapporten, red.). Derfor tager jeg heller ikke imod spørgsmål i dag, sagde han.
Det er første gang, Robert Mueller udtaler sig foran rullende kameraer om rapporten, siden han afleverede sin undersøgelse til det amerikanske justitsministerium.
Ifølge Robert Mueller var det ikke muligt at anklage Donald Trump - blandt andet på grund af justitsministeriets rettesnor for undersøgelsen.
- Hvis vi var sikre på, at præsidenten ikke havde begået en forbrydelse, ville vi have sagt det, sagde Robert Mueller.
Det Hvide Hus fik i aftes besked om, at Robert Mueller ville udtale sig om sagen her til eftermiddag.
Kilder i Det Hvide Hus fortæller til CNN, at administrationen formentlig vil udtale sig om Robert Muellers kommentarer og rapporten senere i dag.
Mueller har kritiseret resumé
Robert Mueller var ikke tilfreds med det resumé af sin endelige rapport, som det amerikanske justitsministerium udsendte i slutningen af marts.
Den 'fulde' rapport - hvori mange passager var censuret - blev fremlagt den 18. april.
Resuméet "indfangede ikke til fulde konteksten, naturen og substansen" af Rusland-undersøgelsen, skrev Mueller i et brev til justitsminister William Barr et par dage efter offentliggørelsen af den fire sider lange sammenfatning.
Den særlige anklager skriver videre i brevet, som blev fremlagt 1. maj i år, at resuméet har skabt "offentlig forvirring om kritiske aspekter af undersøgelsens resultater."
Rapport: Ingen kriminel sammensværgelse
Robert Muellers undersøgelse konkluderede, at der ikke var nogen "kriminel sammensværgelse" mellem Donald Trumps valgkampagne og Ruslands regering.
Til gengæld undlod rapporten at tage stilling til, om præsidenten har forhindret rettens gang ved at lægge hindringer i vejen for Rusland-undersøgelsen.
Vurderingen blev i stedet lavet af justitsminister William Barr, som sammen med sin vicejustitsminister afgjorde, at der ikke var nok beviser til at sigte Trump.
William Barr er blevet hårdt kritiseret af Trumps politiske modstandere for sin håndtering af Rusland-undersøgelsen. De mener, at Barr mere har optrådt som præsidentens advokat i sagen end som landets øverste juridiske vagthund.
Barr: Overrasket over Mueller
Justitsminister William Barr fik mulighed for at forsvare sig i begyndelsen af maj, da han afgav forklaring om Rusland-undersøgelsen i Kongressen. Det skete ved en høring i overhuset Senatet.
Over for Senatets retsudvalg forklarede William Barr, at Robert Muellers bekymring ikke handlede om resuméets nøjagtighed - men om hvordan det blev udlagt i pressen.
Justitsministeren benyttede samtidig også lejligheden til at kritisere Robert Mueller.
William Barr sagde, at han var "oprigtigt overrasket" over, at Robert Mueller ikke ville tage stilling til Trumps mulige forsøg på at forhindre rettens gang.
Barr kritiserede også Mueller for, at han ikke havde peget på følsomt materiale i rapporten, så justitsministeriet selv måtte i gang med at censurere teksten, inden den kunne offentliggøres.
Høringen af William Barr var planlagt til at skulle fortsætte næste dag. Her dukkede justitsministeren dog ikke op, hvilket mødte stor kritik fra Demokraterne.
Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, anklagede efterfølgende William Barr for at have løjet for Kongressen i spørgsmålet om Mueller-rapporten.