Kampen om præsidentposten i USA bliver mere og mere beskidt.
Således kom Donald Trump med hidtil usete påstande om konkurrenten Hillary Clinton under et vælgermøde i Oregon i aftes.
Det er Hillary Clintons egen person, der har ført til sin mands påståede affærer, lød det i skarpe vendinger fra Donald Trump.
Det er første gang, at Trump trækker Bill Clintons utroskab i 1990'erne ind i valgkampen.
Trump anklagede ovenikøbet Hillary Clinton for at ville ødelægge elskerindernes liv.
- Hvad hun gjorde mod de kvinder var en skændsel, sagde Trump ifølge CNN.
Trump er tidligere blevet kritiseret for at komme med sexistiske og kvindefjendske bemærkninger.
Men kritikken preller tilsyneladende af på den republikanske kandidat. Han bruger nu Bill Clintons personsager som våben.
Og han havde allerede modsvaret parat til reklamer fra Hillary Clintons stab, der angriber Trump som værende mandschauvinistisk.
- De viser 90 millioner dollars dyre reklamer om Donald Trump, og de handler meget om kvindetingen. Men jeg siger til mig selv, at ingen i det her land og måske i landets historie politisk set var værre end Bill Clinton over for kvinder, sagde Trump og forsvarede sig selv med sætningen:
- Ingen respekterer kvinder mere end mig.
Sagen kort
- •
Republikaneren Donald Trump er efter alt at dømme partiets kandidat til præsidentvalget i USA i november. Han vil bruge en milliard dollars på at slå demokraten Hillary Clinton.
- •
Trump har tidligere sagt om Hillary Clinton: ’ Hun lever på kvindekortet, og hun spiller det hele tiden’. ’ Hvis hun ikke var en kvinde, ville hun ikke engang være med i det her kapløb’.
- •
Modsvaret fra Clinton lød: ’ Jeg har masser af erfaring med at håndtere mænd, der til tider træder ved siden af i den måde, de opfører sig på og den måde, de taler på’.