Republikaneren Donald Trump er efter alt at dømme partiets kandidat til præsidentvalget i USA i november, og han lover, at han vil forene partiet, som flere gange har været ved at gå op i limningen på grund af hans kontroversielle udtalelser.
- Jeg kan forene de fleste. Der er også nogen, jeg ikke vil forene. Der er folk, jeg ikke har lyst til at stå ved siden af. Folk vil stemme på mig, de vil ikke stemme på partiet, siger Donald Trump til tv-kanalen NBC.
Rigmanden bedyrer, at han sammen med Republikanerne vil indsamle en milliard dollar til at slå sin modstander, Demokraten Hillary Clinton, til valget i november.
- Vi vil indsamle over en milliard dollar, hvilket vil blive nødvendigt. Demokraterne vil bruge op til to milliarder dollar, siger Trump til NBC.
Kort efter Trumps sejr i Indiana natten til onsdag dansk tid gav formanden for Republikanernes nationale komité, Reince Priebus, udtryk for, at partiet bør støtte Trump.
- Vi bør stille os bag den republikanske nominerede. Jeg tror, at Donald Trump bliver den nominerede, tweetede Priebus.
Det er en sjælden ros til Trump fra partitoppen, og det bliver af amerikanske iagttagere set som et tilbud om forsoning.
/ritzau/