Trump: Giftgasangreb har ændret mit syn på Syrien og Assad

USA's præsident siger selv, at billederne af gasramte syriske børn påvirker ham dybt.

Billeder af børn, der ligger livløse hen eller gisper efter vejret, efter at de angiveligt er blevet dræbt af giftgas i den syriske by Khan Sheikhoun, påvirker USA's præsident Donald Trump dybt, siger han på et pressemøde i Rosenhaven i Det Hvide Hus.

- Kan jeg spørge dig, om det kemiske angreb overskred en rød linje for dig?, spurgte en reporter, med henvisning til tidligere præsident Barack Obamas nu historiske udtalelse om, at Syriens præsident Assads brug af giftgas mod sit eget folk overskred en 'rød linje'.

- Det overskred en masse linjer for mig, sagde præsidenten.

- Når man dræber uskyldige børn, uskyldige spædbørn, med en kemisk gas, der er så dødelig. Folk var chokeret over at høre, hvilken gas det var. Det overskrider mange linjer, mere end bare røde linjer, sagde han.

Trump: Jeg siger ikke, hvad jeg vil gøre

Donald Trump har tidligere stået for den holdning. at USA skal holde sig ude af Syrien, men i dag var tonen anderledes.

- Jeg ændrer mig, og jeg er fleksibel, og jeg er stolt at den fleksibilitet, og jeg vil fortælle dig, at det angreb på børn i går gjorde et stort indtryk på mig, Et stort indtryk. Det var en skrækkelig, skrækkelig ting. Det bliver ikke værre, sagde Donald Trump om angrebet, der indtil videre har kostet 72 mennesker livet.

- Det er meget, meget muligt - og lad mig sige, at det er allerede sket – at min holdning til Syrien og Assad har ændret sig meget, sagde Donald Trump, der dog ikke ville sige, om holdningsændringen vil blive bakket op med handling.

- Jeg siger ikke, at jeg gør hverken det ene eller det andet. Men jeg fortæller det i hvert fald ikke til jer, sagde han til journalisterne ifølge AP.

Det meste af verden har fordømt Assad-styret for giftgasangrebet i Idbil-provinsen, bortset fra Rusland, der i dag i FN's Sikkerhedsråd blokerede for en FN-resolution, der fordømmer angrebet.