Trump efter møde med Putin: Vores forhold ændrede sig for fire timer siden

De to statsledere ønsker at styrke forholdet mellem USA og Rusland.

(Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

- Vores forhold har aldrig været værre, men det ændrede sige for omtrent fire timer siden.

Sådan lød det fra USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde, der afsluttede topmødet mellem ham og hans russiske kollega Vladimir Putin.

De to statsledere mødtes for første gang på egen hånd i Helsinki i dag. Først under fire øjne i et to timer langt møde og derefter med deres rådgivere og ministre.

- Uenighederne mellem vores lande er velkendte, og dem har vi diskuteret længe i dag, men hvis vi skal løse internationale problemer, må vi samarbejde, sagde Donald Trump.

Ifølge Vladimir Putin er de to statsledere også kommet tættere på et styrket samarbejde.

- Vi har taget de første skridt mod at forbedre vores forhold og internationale forståelse, sagde han.

Putin og Trump nægter russisk indblanding

Ifølge Donald Trump brugte de to ledere lang tid på at tale om, hvorvidt Rusland havde blandet sig i den amerikanske valg.

Men den russiske præsident nægtede, at Rusland skulle have hacket sig adgang og blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

- Jeg måtte understrege ting, jeg har sagt flere gange før, nemlig, at den russiske regering aldrig har blandet sig - og aldrig vil blande sig - i interne amerikanske affærer, herunder det amerikanske valg, sagde Vladimir Putin, som fik opbakning fra Donald Trump:

- Præsident Putin siger, at det ikke er Rusland. Jeg ser ingen grund til, at det skulle være det, lød det.

Flere journalister spurgte på pressemødet ind til, om de to mænd havde samarbejdet om at få Donald Trump til magten.

Det nægtede de begge.

- Der er en ingen sammensværgelse. Jeg slog let Hillary, sagde Donald Trump.

- Kan I nævne et enkelt faktum, der skulle bevidne denne sammensværgelse? Det er nonsens, tilføjede Vladimir Putin.

Stærkere samarbejde om Syrien

Den russiske præsident understregede dog også, at de to statsledere ikke er enige om alt, men at der er et godt fundament for en fælles indsats i Syrien.

- Alle forhold er til stede for et effektivt arbejde i forhold til Syrien, sagde Vladimir Putin.

Den amerikanske præsident sagde også, at han vil samarbejde med Rusland om 'at hjælpe det syriske folk med humanitære midler'. Men ingen af de to ledere fremlagde en konkret plan for det.

De blev til gengæld begge enige om at beskytte Israels grænse mod Syrien, og USA's præsident fremhævede de to landes gode militære samarbejde.

- Vores militære styrker arbejder godt sammen, og de har oven i købet arbejdet bedre sammen, end vores landes tidligere ledere, siger Donald Trump.

Fra fjender til allierede

Fra Vladimir Putin lød det, at Rusland vil hjælpe USA med at lægge pres på Nordkorea for at få en nedrustningsaftale på plads.

Han understregede også, at det var vigtigt at sikre en balance i forhold til atomvåben.

- Som atommagter har vi ansvaret for den internationale fred. Vi skal starte dialogen for strategisk stabilitet, sagde Ruslands præsident.

Her bakkede Donald Trump også Vladimir Putin op:

- En konstruktiv dialog med Rusland åbner nye veje til fred, sagde han.