Trump dropper korrespondent-middag for andet år i streg

For at konkurrere om sendetid med den traditionsrige middag for pressen i Washington, holder Trump vælgermøde.

USA's præsident, Donald Trump, her omringet af journalister ombord på præsidentflyet Air Force One. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Den årlige korrespondent-middag i Det Hvide Hus, "'White House Correspondents' Association dinner", hvor pressen traditionelt spiser sammen med præsidenten, bliver igen uden præsident Donald Trump.

For andet år i træk, har præsidenten, der er kendt for at have et anstrengt forhold til pressen, valgt at takke nej til at være æresgæst.

- Hvem har lyst til at være i et rum med en masse fake news liberale, som hader mig, skrev Trump tidligere på ugen på sin valgkampagnes hjemmeside.

Holder vælgermøde i stedet

Middagen finder sted lørdag aften amerikansk tid, og samtidig har den amerikanske præsident planlagt et vælgermøde i Michigan.

Staten, hvor en stor del af den amerikanske bilindustri har hjemme, støttede Trump, da han blev valgt ved præsidentvalget i 2016.

Vælgermødet og korrespondent-middagen er planlagt til samme tid, og begge dele bliver tv-transmitteret. Dermed kæmper Trump om sendetiden med journalisterne i Det Hvide Hus lørdag aften.

Korrespondent-middagen er blevet afholdt i mere end et årti, og den er traditionelt besøgt af den siddende amerikanske præsident, der under middagen får mulighed for at holde en tale og give journalisterne lidt igen.

Der er både rød løber, priser og optrædende komikere ved middagen. I år er et komikeren Michelle Wolf, der er vært.

Tidligere var middagen også besøgt i stor stil af Hollywood-stjerner.

Men de glamourøse gæster er faldet i antal de senere år, fordi det blev kritiseret, at deres deltagelse fjernede fokus fra hyldesten til den frie presse. Middagen er også kendt som "nørdernes bal".

/ritzau/dpa