Det har vakt både bred kritik, forargelse og forundring, at USA's præsident, Donald Trump, tilsyneladende har besluttet at trække alle amerikanske soldater hjem fra Syrien.
Nyheden spredte sig onsdag med begrundelsen, at Islamisk Stat var besejret.
Og mens alle stadig venter på at høre det fra præsidentens egen mund, stiller både militæranalytikere, republikanske senatorer og USA's allierede sig uforstående over for både beslutningen og årsagen.
- Det er efter min mening en kolossal fejltagelse, som vil få store følger i månederne og årene fremover, siger den republikanske senator Marco Rubio.
Den britiske avis The Guardian beskriver, hvordan ledelsen i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, har kæmpet for at ændre præsidentens beslutning, mens embedsmænd nu står chokerede og forvirrede tilbage over, hvordan de skal tolke den radikale ændring i landets kurs.
Formanden for senatets udenrigskomité, senatoren Bob Corker, fik aflyst et møde med præsidenten uden varsel og uden en forklaring på situationen.
- Jeg har aldrig set en lignende beslutning i mine 12 år her, siger han ifølge The Guardian.
Han bekræfter direkte, at alle USA's 2.000 mand i Syrien hentes hjem.
Flere er lodret uenige med præsidenten
Avisen The New York Times kunne onsdag via en anonym kilde fortælle om Donald Trumps beslutning, hvilket tilsyneladende blev understøttet af et tweet fra præsidenten selv.
- Vi har besejret Islamisk Stat i Syrien, som var min eneste grund til at være der under Trump-præsidentskabet, skrev han på Twitter.
Senere bekræftede præsidentens talsmand, Sarah Sanders, at amerikanske soldater er på vej hjem, dog uden at nævne, om det gjaldt alle 2000 mand. Hun benyttede ligeledes sejren over Islamisk Stat som årsag.
Kort efter blev det dog direkte modsagt af Storbritanniens viceforsvarsminister, Tobias Elwood, der skrev, at han var 'stærkt uenig', og 'at truslen i høj grad var i live'.
Og samme kritik har lydt flere steder i præsidentens hjemland, fortæller DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz.
- Kritikken går især på, at Pentagon vurderer, at Islamisk Stat ikke er slået, hvis man ser på soldater. De har stadig op til 30.000 mand i området, og derfor er man selvfølgelig bekymret for, at de vender tilbage, når amerikanerne nu trækker sig ud, siger han.
Islamisk Stat bliver glade
Den bekymring deler Mikkel Storm Jensen, der er major og militæranalytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet.
Han forklarer, at kampene mod Islamisk Stat stadig er i fuld gang i Syrien, hvor der så sent som i sidste uge blev udført 400 luftangreb mod terrorgruppen.
- Og det er, fordi der er noget at skyde efter, og det var bare en ganske almindelig uge, siger han.
En lang række parter står nu klar til at profitere af det amerikanske tilbagetog.
- Islamisk Stat bliver glade, fordi de vil få et pusterum. Iranerne, der har omkring 80.000 mand stående i Syrien, vil blive glade, fordi de får bedre mulighed for at operere. Russerne, der har omkring 60.000 mand i Syrien, vil blive glade, fordi de også får mere plads, og Assad (Syriens præsident red.) vil selvfølgelig blive glad, siger Mikkel Storm Jensen.
Kurderne går en grum fremtid i møde
Omvendt står flere af USA's allierede til at blive de store tabere ved den her beslutning, særligt kurderne, der ellers har været helt central i nedkæmpningen af Islamisk Stat.
De amerikanske soldater har nemlig stået i vejen for, at Tyrkiet kunne slå til mod kurderne, men uden deres tilstedeværelse er der nu frit spil for den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, der netop har proklameret en offensiv mod de kurdiskstyrede territorier i Syrien.
Det er også i dette lys, at Donald Trumps beslutning skal ses. For nu undgår han en situation, hvor amerikanske soldater reelt kunne stå på den modsatte side af en natoallieret.
Men kurderne er til gengæld prisgivet, siger lektor ved forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.
- De går nok en grum fremtid i møde, siger han til Ritzau.
Frankrigs minister for europæiske anliggender, Nathalie Loiseau, har ifølge AFP netop oplyst, at man vil beholde sine styrker i Syrien, og at man ikke ser Islamisk Stat som nedkæmpet.