Trump: Beslutning om Paris-aftale kommer i aften

Donald Trump forventes at komme med en endelig afklaring om USA's forhold til klimaaftalen fra Paris klokken 21.

(Foto: © OLIVIER DOULIERY, Scanpix)

I aften klokken 21 dansk tid vil USA's præsident, Donald Trump, fortælle resten af verden, hvorvidt amerikanerne fortsat vil tilslutte sig den internationale klimaaftale fra 2015 - også kaldet Paris-aftalen. Det skriver han på Twitter.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/870083798981111808

Gennem den seneste tid har der floreret rygter om hvorvidt Trump ville trække USA ud af aftalen.

I går erfarerede flere amerikanske medier med unavngivne kilder, at Donald Trump har truffet sin beslutning, og at USA forlader Paris-aftalen, men kort efter nyheden havde spredt sig til flere medier, meddelte præsidenten så, at en beslutning ville komme løbet af dage de næste dage.

På G7-topmødet i sidste uge drøftede Trump en mulig udtrædelse fra aftalen med flere verdensledere. Her beskrev Tysklands kansler Angela Merkel blandt andet, at drøftelserne ved topmødet havde været "meget utilfredstillende".

Donald Trump har siden, han blev præsidentkandidat været en udtalt modstander af klimaaftalen, som han mener er en dårlig forretning og har gentagne gange sagt, at USA burde udtræde.