Trump beroliger Samuelsen: Kampen mod IS fortsætter

USA's fokus er skiftet fra kampen mod terrorisme til et opgør med Kina.

Donald Trump taler ved mødet om kampen mod Islamisk Stat i aftes.

I næste uge vil USAs præsident Donald Trump fortælle verden, at USA sammen med en række koalitionspartnere har slået terrorgruppen Islamisk Stat helt ud af landkortet over Mellemøsten.

- Så vil vi have taget 100 procent af det land, de kontrollerede, lovede Trump på et møde onsdag aften i Washington med deltagelse af repræsentanter for de over 70 lande, som er med i koalitionen mod Islamisk Stat - heri blandt Danmark.

Trump rystede mange, da han 19. december sidste år uden at varsle USA's partnere og allierede meddelte, at Islamisk Stat er besejret, og at USA derfor trækker sine omkring 2.000 soldater i Syrien hjem.

Modsagt af sine egne

Siden er Trumps udlægning af situationen i Syrien og Irak blevet modsagt meget direkte af både det amerikanske forsvarsministerium og landets efterretningstjenester, som begge slår fast, at terrorgruppen nok har mistet landområder, men at gruppens ledelsesnetværk er intakt, og at den stadig har tusindvis af soldater. En FN-rapport, som sikkerhedsrådet netop har modtaget, siger det samme og anslår, at Islamisk Stat stadig råder over op mod 18.000 soldater.

Måske derfor blødte Trump lidt op på mødet med koalitionen i aftes dansk tid. USA er stadig med i kampen mod Islamisk Stat og klar til at rykke ind igen, hvis gruppen slår tilbage, sagde han. Og det beroligede Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen, som var med til mødet i det amerikanske udenrigsministerium.

- Selv om USA nu trækker sig fra Syrien, så er der en understregning af, at i det sekund, IS kommer tilbage og udgør en trussel, så er amerikanerne også på banen igen. Og det signal er jeg er glad for, siger Anders Samuelsen.

- Koalitionen er ikke nedlagt, og amerikanerne er stadig en del af koalitionen. De organiserer sig på en anden måde. Men fokus er det samme, nemlig at få bekæmpet IS, siger han.

Anders Samuelsen med sin franske kollega Jean-Yves Le Drian under mødet om IS i går. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix)

Kina er modstanderen

Præsident Trumps ønske om at trække amerikanske soldater hjem fra Mellemøsten og Afghanistan er ikke noget nyt. Det var ét af hans valgløfter under valgkampen i 2016 at afslutte USA's lange krige i fjerne egne, som har kostet tusinder af amerikanske soldater livet og skatteyderne umådelige beløb.

Trump-regeringen ser Kina som USA's største strategiske modstander i verden, og den har et ønske om at skifte fokus fra kampen mod islamisk terrorisme til kampen mod de stormagter, som udfordrer USA's rolle i verden. En rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, peger da også på Kina og Rusland som de største trusler mod USA's sikkerhed - ikke Islamisk Stat.

Civile på flugt fra kampe i det sidste lille landområde i det østlige Syrien, som stadig er under IS' kontrol. (Foto: © Delil Souleiman, Scanpix)

Og spørger man amerikanerne, så er svaret det samme. Knap 18 år efter terrorangrebet på New York 11. september 2001 er frygten for islamisk terrorisme trådt i baggrund. Nu er amerikanerne mest bekymret for fremtiden for deres demokrati, for Ruslands indblanding i deres valg og institutioner og for Kina, som buldrer frem og snart vil være verdens største økonomi og en voksende militær trussel.