Terrororganisationen Islamisk Stats territorium i Syrien er efterhånden til at overse.
I Syriens østlige ørkenlandskab besidder nogle få hundrede IS-krigere nu kun fire kvadratkilometer i deres sidste lomme ved Eufrat-floden.
Nogle af dem har forsøgt at flygte blandt familier fra resterne af det, der engang udgjorde IS' drøm om et stort, sammenhængende islamisk kalifat under deres herredømme.
Terrororganisationen nåede langt.
I 2014 kontrollerede IS områder i Syrien og Irak svarende til et areal på størrelse med Storbritannien. En del af deres territorium var ørken, men estimeret ti millioner mennesker levede under IS-kontrol.
I disse dage bekæmper en alliance af kurdiske og arabiske soldater - Syriske Demokratiske Styrker (SDF) - med hjælp fra den USA-ledede internationale koalition den sidste fysiske IS-lomme, hvor også en del udlændinge opholder sig: De, der engang strømmede over grænsen fra Tyrkiet til Syrien for at tilslutte sig IS og opbygge og leve i et selvbestaltet kalifat.
Det er kun et spørgsmål om uger eller dage, før Islamisk Stats territorier er fortid. Det er dog ikke lig med, at IS også hører fortiden til. Tværtimod.
Benytter sig af 'gammel' strategi
Mens krigen mod terrororganisationen har raset i Irak og Syrien, er tusindvis af krigere flygtet. De har iklædt sig civilt, da det blev nødvendigt indtil stormen blæste over, og der er tydelige indikationer på, at gruppen er lykkedes med at reorganisere sig flere steder i Irak og Syrien.
De finder tilbage til tidligere tiders form for terrorvirksomhed benyttet af al-Qaeda før 2014:
Den, hvor de militante ikke bestyrer store områder som en stat i staten med skoler, indsamling af skatter, salg af olie og hovedkvarterer med ansvar for alt fra medier til sundhed, men hvor de i stedet fra deres skjulesteder planlægger angreb mod lokale aktører og sikkerhedsstyrker.
I august sidste år meldte FN, at Islamisk Stat stadig rådede over mellem 20.000 og 30.000 mænd i Irak og Syrien og advarede om et skifte fra "en proto-stat struktur til et skjult netværk".
Netop denne udvikling kan blandt andet spores i den syriske by Raqqa, der fra 2013 til oktober 2017 udgjorde IS' hovedby i Syrien.
En forvandlet by
I 2018 besøgte jeg Raqqa to gange. Først i februar, hvor civile var begyndt at flytte tilbage, på trods af at 80 procent af byen er sønderbombet, og der på det tidspunkt lurede en fare, som hver dag krævede sine ofre.
IS efterlod byen mineret med skjulte sprængstoffer. De såkaldte booby traps - minefælder - lå placeret i bogreoler, under gulve, bag skabe. Jeg mødte en dreng, hvis storebror var blevet dræbt af en sprængladning, da han ville flytte køleskabet, efter familien vendte tilbage til sit hjem.
I videoen herunder kan du møde Maher, hvis bror blev dræbt:
Genopbygningen var knapt gået i gang, da byen først skulle renses for miner. Men IS var fortid, og civile talte velvilligt og åbent om tiden under terrororganisationens kontrol. Nok var Raqqa efter solnedgang en mørk spøgelsesby uden elektricitet og med en vis lovløshed.
Men i borgernes hjerter fandtes en nyfunden tro på en lysere fremtid.
Anderledes så det ud i december ti måneder senere. Udadtil lignede det, at en langsom helingsproces var begyndt: Bulldozere fjernede murbrokker. Hjem blev renoveret, butikker var åbnet, og langt flere civile var vendt tilbage, hvoraf nogle forsøgte at etablere et engageret civilsamfund.
Men under overfladen herskede en ny og påfaldende utryghed allerede inden, vi nåede Raqqa.
De Syriske Demokratiske Styrker befalede fra deres base en times kørsel fra byen, at vi kørte ud af Raqqa, inden det blev mørkt. Hver dag skulle vi derfor trofast møde op med en ny tilladelse til at køre ind i byen, således at soldaterne kunne tjekke, at vi ikke sov derinde.
- Vi har ændret procedurerne. Det er sikkerhedssituationen. Den er forværret, fortalte en officer.
Af og til rettede IS-celler angreb mod styrkerne både i Raqqa og i landområderne omkring byen.
- Det er ikke sikkert for jer at opholde jer derinde om aftenen og natten, proklamerede han.
Blev mødt af tavshed
I Raqqa turde ingen tale med os om situationen. Selv lidt ældre børn, der gyngede på legepladsen, afviste os med henvisning til, at deres forældre havde sagt, de ikke måtte tale med nogen.
Når vi uden kameraet tændt stilfærdigt spurgte både yngre og ældre, hvad der var på færde, fortalte de, at IS var aktiv igen.
På et tidspunkt filmede vi på offentlig gade, da en SDF-soldat kom løbende.
- Hvad laver I? I kan ikke bare gå rundt i dette kvarter uden beskyttelse. De er alle vegne, sagde han og så ganske chokeret ud over vores tilstedeværelse.
- Hvem er alle vegne, spurgte jeg.
- IS-celler. De er vågnet op, svarede han.
Den eneste, der gerne ville stå frem til kamera og fortælle om sin oplevelser under IS-kontrol, var en guldsmed, som savnede Islamisk Stat.
- Sikkerheden dengang var meget bedre. Folk kendte de hårde straffe, fortalte han.
Også tilstedeværelsen af tusindvis af udenlandske krigere havde været en god oplevelse for guldsmeden.
- De var alle venlige og imødekommende, og vi kom godt ud af det med dem. Du er ikke den første dansker, jeg møder, grinede han.
IS og IS-sympatisører var altså stadig til stede. Forskellen var, at IS ikke havde kontrol over Raqqa, men nu opererede i det skjulte. Det gjorde befolkningen utryg og bange - for ingen vidste hvor længe IS behøvede at operere fra mørket.
I midten af januar i år angreb en selvmordsbomber tæt på en restaurant i den centrale del af byen Manbij og dræbte blandt andre to amerikanske soldater - i en by, der længe havde havde befriet for IS. Officielt tog IS ansvaret for angrebet.
75 angreb i Irak sidste år
Udviklingen efter en militær offensiv mod IS er mindst lige så vigtig, som selve krigen der udraderer IS’ territorier.
I december 2017 erklærede den irakiske regering IS for besejret efter mere end tre års krig.
Antallet af terrorangreb og dræbte er gået væsentligt ned, siden IS mistede sine territorier, især i hovedstaden Bagdad, som tidligere kunne opleve daglige terrorangreb.
Men ifølge research foretaget af Center for Strategic and International Studies i Washington i USA reorganiserer organisationen sig og udførte i gennemsnit 75 angreb om måneden i Irak i 2018. Angreb, der har kostet mere end 1.500 mennesker livet.
Ifølge rapporten udnytter terrororganisationen uadministrerede og lovløse områder til at planlægge "angreb, kidnapninger for at få udbetalt løsesum, målrettede likvideringer og bombeangreb ved hjælp af improviserede sprængladninger".
I landsbyer syd for storbyen Mosul, der var den største by, IS nogensinde kontrollerede, har de politiske lokalaktører været et mål for angreb og kidnapninger, og de irakiske sikkerhedsstyrker udfører omtrent daglige operationer for at forhindre angreb.
Krigen mod IS findes altså stadig i Irak. Den ser bare anderledes ud.
Tyrkiets hovedpine
IS har ikke brug for territorier for at opbygge en magtbase. Nok er tusindvis af IS-krigere slået ihjel eller er blevet tilfangetaget, men ideologien lever videre. I det magtvakuum, der kan opstå efter IS, er freden skrøbelig. Ikke mindst når de parter på jorden, der udkæmper krigen, samtidig bliver sat under pres.
Det er tilfældet i det nordøstlige Syrien, hvor de kurdisk-arabiske styrker, som USA har opbygget og trænet, er truet af amerikansk tilbagetrækning og nabolandet Tyrkiet, der ser koalitionens kurdiske allierede som forbundet med det forbudte PKK.
For Tyrkiet er Vestens vigtige allierede i krigen mod IS i Syrien en samling terrorister, der truer Tyrkiets sikkerhed.
Efter revolutionen begyndte i Syrien i 2011 har landets kurdere udvidet deres territorium i det nordøstlige og oprettet et semiautonomt selvstyre, der grænser op til Tyrkiet.
Tyrkiske tropper og deres allierede, der består af syriske oprørere, hvoraf nogle benytter retorik, der ligger tæt på IS, har to gange angrebet den kurdiske milits YPG, der mistede kontrol over byen Afrin.
Kurderne frygter, hvad Tyrkiets præsident Erdogan vil gøre, når USA engang har trukket sig ud af Syrien, da den amerikanske tilstedeværelse har ydet en vis beskyttelse af kurderne.
Når Erdogan forsikrer USA’s præsident Donald Trump om, at Tyrkiet kan gøre arbejdet færdigt i forhold til IS, tror kurderne ham ikke.
- Det er ikke IS, Tyrkiet er optaget af at udrydde i Syrien. Det er os, bemærkede den syrisk-kurdiske politiker Aldar Khalil ved en konference om etnisk udrensning i Afrin.
Bomben fra Trump
I december kom Donald Trump med en chokmelding om, at USA ville trække sine styrker ud af Syrien inden for en måned.
Det standpunkt blev senere blødt op, dog uden tvivl om at USA på et tidspunkt trækker sig. Det har i øvrigt længe været Trumps plan.
Meldingen mødte stor kritik fra både USA's allierede og internt. USA’s særlige udsending i forbindelse med bekæmpelsen af IS, Brett McGurk, sagde sit embede op og anklagede i en kronik i Washington Post præsidentens strategi for at give Islamisk Stat nyt liv.
- Vores partnere vil holde op med at lytte og tage beslutninger, der er imod vores interesser. Vores modstandere vil tålmodigt vente, vel vidende at USA er på vej ud.
- Islamisk Stat og andre ekstremistiske grupper vil udfylde tomrummet efter vores afgang og regenerere deres kapacitet til at true vores venner i Europa - som de gjorde gennem 2016 - og ultimativt vores eget hjemland, skrev Brett Mcgurk.
Han anser Tyrkiet som en upålidelig partner i Syrien, blandt andet med henvisning til den syriske, nordvestlige Idlib-provins "som Tyrkiet angiveligt kontrollerer" og som "i stigende grad er domineret af al-Qaeda."
Assad-styret i Damaskus og Iran har også interesse i, at USA trækker sig fra Syrien, og iranske militser kunne sammen med regimestyrker meget vel ville overtage kontrollen over områder i det nordøstlige Syrien, der er befriet for IS.
Denne udvikling kunne risikere at give nyt liv til IS, fordi det syriske regime og IS i lange stræk ifølge flere mellemøst-eksperter har haft et lev- og-lad-leve-forhold.
Det er dermed store udfordringer, som venter verden, efter at IS' territorier er fortid.
I går havde USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, samlet diplomater og udenrigsministre - heriblandt Anders Samuelsen (LA) - fra hele verden i Washington for at diskutere kampen mod Islamisk Stat i kølvandet på udmeldingen om tilbagetrækningen af de amerikanske styrker fra Syrien.
Der er ikke tid til magelighed og dvælen ved militære sejre over IS.
Det er en tid, hvor magtpolitik får afgørende betydning for, hvorvidt vi i nær fremtid vil opleve en 2.0-version af IS - og nok snarere hvordan en sådan vil tage sig ud.