USA's præsident, Donald Trump, ser torsdag ud til at åbne op for at kunne ændre sit syn på den globale klimaaftale.
- Vi må se, hvad der sker, lyder det fra Trump under et pressemøde med den franske præsident, Emmanuel Macron.
Donald Trump meddelte i juni, at USA ville trække sig ud af klimaaftalen fra Paris, der blev indgået mellem 195 lande i december 2015.
Den beslutning blev mødt med ærgrelse i Frankrig, hvor Trump i disse dage er på besøg.
Præsident Emmanuel Macron har aldrig selv skjult sin skuffelse. Han gentog tidligere torsdag, at han var "stærkt uenig" med sin amerikanske modpart omkring klimaaftalen.
- Jeg håber i sidste ende at kunne overtale ham, sagde den 39-årige præsident.
Under pressemødet sagde Macron, at han "respekterede" USA's beslutning. Han understregede dog, at Frankrig fortsat bakker op om aftalen.
/ritzau/