Trumps miljøchef: Svært at vurdere menneskets rolle i global opvarming

Mennesker spiller en rolle i klimaforandringerne, men omfanget er svært at spå om, siger USA's miljøchef.

Chefen for USA's miljøstyrelse (EPA), Scott Pruitt, holdt pressemøde fredag. Han er kendt for at være klimaskeptiker. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Mennesket spiller en rolle i den globale opvarmning.

Så langt vil chefen for USA's miljøstyrelse (EPA), Scott Pruitt, der er kendt som klimaskeptiker, gå.

Men i hvilket omfang, mennesket bidrager til de globale temperaturstigninger, kan han ikke sige.

- At måle graden af menneskets bidrag med præcision er, så vidt jeg kan se, meget svært, siger Scott Pruitt, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Pruitt taler fredag til journalister i Det Hvide Hus, efter at den amerikanske præsident torsdag meddelte, at USA ikke længere er med i den internationale klimaaftale fra 2015.

Trumps beslutning har affødt reaktioner fra hele verden. Politikere og regeringer verden over har enten udtrykt ærgrelse over Trumps valg eller gentaget støtte til aftalen.

Stater holder fast i klimaplan

I USA har delstater og byer givet udtryk for, at de vil gennemføre klimavenlige tiltag - på trods af præsidentens modstand mod aftalen.

Trump sagde blandt andet, at han vil tjene det amerikanske folk, og at aftalen vil koste amerikanerne dyrt.

Han vil tjene borgerne i Pittsburgh - ikke i Paris - sagde han.

Men borgmesteren i netop Pittsburgh, Bill Peduto, har en anden dagsorden end præsidenten.

- Som borgmester i Pittsburgh kan jeg forsikre jer om, at vi vil følge retningslinjerne i Parisaftalen for vort folk, vor økonomi og for vor fremtid, skriver Peduto på Twitter.

Donald Trump har tidligere kaldt klimaforskernes udsagn om menneskeskabte klimaforandringer for et svindelnummer.

/ritzau/