Trods hård kritik: Von der Leyen holder fast i udskældt kommissær-titel

Det nye kommissærområde 'beskyttelse af vores europæiske levevis' møder hård kritik.

Margaritis Schinas står til at blive kommissær for 'beskyttelse af vores europæiske levevis'. Men den titel møder langt fra opbakning hos alle. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

’Grotesk’, ’bekymrende’ og ’fornærmende’.

Det er nogle af de ord, som den nye kommissærtitel ’beskyttelse af vores europæiske levevis’ har fået med på vejen i Bruxelles de seneste dage.

Trods kritikken har den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, ingen umiddelbare planer om at justere navnet.

Det har Mina Andreeva, der er talsperson for Europa-Kommissionen, slået fast.

- Vi følger med i den livlige debat, der er om en masse forskellige emner. Og vi vil selvfølgelig lytte til alle de argumenter, der bliver fremført i debatten, som ikke kun drejer sig om titlen på en portefølje, sagde Mina Andreeva under en pressebriefing tidligere på dagen.

- Men på nuværende tidspunkt vil vi ikke tage nogle hurtige beslutninger, understregede hun.

'Fortælling skal afvises'

Det er den konservative græske politiker Margaritis Schinas, som står til at blive kommissær for ’beskyttelse af vores europæiske levevis’.

En af hans hovedopgaver bliver at have ansvaret for migrationsområdet i den nye Europa-Kommission. Men ifølge kritikere sender titlen det signal, at indvandrere og flygtninge er en trussel mod Europa.

- Det er grotesk at sige, at der er brug for at beskytte europæere mod udefrakommende kulturer. Den fortælling skal afvises, sagde den hollandske europaparlamentariker Sophia in 't Veld i går.

Ursula von der Leyen er i dag samlet med sit nye hold af kommissærer uden for Bruxelles. Margaritis Schinas, der får ansvaret for "beskyttelse af vores europæiske levevis", står yderst til højre. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har også været ude at kritisere titlen.

- Det er en del af den europæiske måde at leve på, at vi accepterer dem, der kommer langvejs fra, siger han til Euronews.

Og ifølge Amnesty International lyder titlen som noget, den yderste, indvandringskritiske højrefløj i Europa kunne have sagt.

- Det sender et bekymrende budskab, tweetede Stefan Simanowitz, der er medieansvarlig hos menneskerettighedsorganisationen.

Alle de nye kommissærer skal igennem en høring i Europa-Parlamentet.

De finder sted fra 30. september til 8. oktober, og europaparlamentarikerne skal efterfølgende godkende det nye hold, før det kan træde til.

- Jeg er sikker på, at man under høringen i Europa-Parlamentet vil få mulighed for at tage de mange argumenter, der bliver fremført, op igen, tilføjede Mina Andreeva under dagens briefing.

Formanden for Europa-Parlamentet, David Sassoli, betegnede tidligere på dagen de nye portefølje-navne - der blandt andet også tæller 'en økonomi, der arbejder for folket' - for ”en smule originale og bizarre”.

David Sassoli tilføjede, at den kommende kommissionsformand har sagt ja til at forklare titlerne på et møde i næste uge. Margaritis Schinas har ikke selv kommenteret kritikken.

Den nye Europa-Kommission skal efter planen træde til 1. november i år.