Det er ikke kun den radikale Margrethe Vestager, der i dag har fået at vide, hvad hun skal lave i den nye Europa-Kommission.
25 andre europæiske politikere har også fået plads på det nye kommissærhold, der bliver ledet af den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
Her er et overblik over nogle af de kommissærer, som kan få stor betydning for udviklingen i EU i de kommende år:
Frans Timmermans, klimakommissær
Det er ikke kun i Danmark, at kampen mod klimaforandringerne har stor, politisk bevågenhed.
Det har det også i EU, hvor den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har placeret klimakampen øverst på sin politiske to do-liste.
Her bliver det den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans, der som klimakommissær får til opgave at levere den store klimaplan – den såkaldte ’European Green Deal’ – som hun har lovet at komme med inden for bare 100 dage.
Og det bliver ikke nogen nem opgave, for aftalen kommer til at berøre mange forskellige politikområder, heriblandt miljø, energi, forskning og industri. Og der er mange aktører, der skal tages i ed, før Europa kan blive verdens første klimaneutrale kontinent, som er målet.
Vera Jourova, ansvarlig for værdier og gennemsigtighed
Det bliver tjekken Vera Jourova, der fremover skal føre hammeren over for de medlemslande, der ikke overholder de grundlæggende retsstatsprincipper og demokratiske spilleregler.
I de seneste år er Polen, Ungarn og Rumænien flere gange blevet kritiseret for blandt andet at indskrænke ytringsfriheden, blande sig i dommernes uafhængighed og blåstemple korruption.
Hun kommer til at arbejde tæt sammen med belgieren Didier Reynders, der bliver kommissær for retlige anliggender. Han får til opgave at udforme et lovforslag, hvor man kan smække pengekassen i for de medlemslande, der ikke overholder de fælles regler. I dag er det kun muligt at fratage dem stemmeretten.
Maros Sefcovic, ansvarlig for interinstitutionelle forbindelser og fremsyn
Det skal være mindre bøvlet at være borger eller virksomhedsejer i EU. Det mener Ursula von der Leyen, der vil bekæmpe bureaukratiet i unionen.
Hun vil have, at den nye Europa-Kommission skal følge det såkaldte ”én ind, én ud”-princip. Det betyder kort og godt, at hver gang, der bliver fremlagt en ny lov, skal der fjernes en gammel en.
Det bliver den slovakiske Maros Sefcovics opgave at føre den ambition i livet.
Johannes Hahn, kommissær for budget og administration
Inden for det kommende år skal der findes enighed om EU’s kommende syvårsbudget.
Og det er bestemt ikke nogen nem opgave at få 27 lande til at blive enige om, hvordan regningen skal betales – og hvor stor den overhovedet skal være.
Det bliver østrigeren Johannes Hahn, der skal sidde for bordenden i de forhandlinger. Han får også til opgave at finde ud af, om Danmark igen kan få en milliardrabat på kontingentet, som var tilfældet ved de seneste budgetforhandlinger.
Margaritis Schinas, ansvarlig for beskyttelse af europæisk levevis
En af de helt store udfordringer for den nuværende kommission har været at håndtere de mange tusinde flygtninge og migranter, der i de seneste år er kommet hertil fra blandt andet Mellemøsten og Afrika.
Et af de lande, der er blevet påvirket mest af flygtningestrømmene, er Grækenland. Nu får den græske Margaritis Schinas til opgave at håndtere de folk, der er kommet hertil.
Phil Hogan, handelskommissær
Det bliver irske Phil Hogan, som skal stå i allerforreste geled, når der fremover skal udkæmpes handelskrige med lande som USA eller Kina.
Han bliver EU’s nye handelskommissær, og derfor bliver det også hans opgave at forhandle en frihandelsaftale på plads med briterne, når de forlader EU-samarbejdet.
Paolo Gentiloni, økonomikommissær
Det vakte stor opsigt, da Europa-Kommissionen sidste år afviste at godkende den italienske regerings finanslovsudspil.
Ifølge kommissionen, der skal blåstemple alle EU-landenes finanslove, var det i strid med de fælles budgetregler, at italienerne blandt andet ville nedsætte pensionsalderen og øge det statslige underskud, og derfor krævede de ændringer.
Nu bliver det fremover en italiener, nemlig den tidligere premierminister Paolo Gentiloni, der som ny økonomikommissær skal stå i spidsen for at godkende de fremtidige finanslove. Heriblandt de italienske.
Sylvie Goulard, kommissær for det indre marked
Franske Sylvie Goulard får en dobbeltrolle i den nye kommission.
Udover at blive kommissær for det indre marked får hun også ansvaret for det nye generaldirektorat for forsvarsindustri og rumfart.
Her skal hun blandt andet stå for at udbygge og styrke det europæiske forsvarssamarbejde. Et emne, som løbende har skabt stor debat.
Virginijus Sinkevicius, kommissær for miljø og hav
Det bliver den kun 28-årige Virginijus Sinkevicius fra Lituaen, som får ansvaret for at beskytte EU’s miljø og hav.
Udover miljø, som også bliver en vigtig brik i kampen mod klimaforandringerne, har der i den seneste kommissionsperiode været stort fokus på havmiljøet. Både fordi man har prøvet at undgå overfiskning, men også fordi man gerne vil den plastikforurening, som præger verdens have, til livs.
Tidligere på året vedtog man fra EU’s side at forbyde ti af de mest benyttede engangsplastikprodukter. Men det er ikke nok, mener flere miljøorganisationer, og derfor får Virginijus Sinkevicius til opgave at stå i spisen for den videre kamp.
Nicolas Schmit, beskæftigelseskommissær
Den kommende kommissionsformand har lovet, at hun vil indføre en minimumsløn i hele EU.
Det er ikke noget, der huer arbejdsmarkedets parter i Danmark. Her er der nemlig tradition for, at politikerne blander sig helt uden om lønniveauer, og derfor har Ursula von der Leyens ønske vakt bekymring.
Det bliver Nicolas Schmit fra Luxembourg, der får til opgave at føre det lønløfte ud i livet. Og her bliver det spændende at se, hvor meget han tager hensyn til den danske model.
Ylva Johansson, kommissær for indre anliggender
Danmark har siden 2016 haft lov af Europa-Kommissionen til at have midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.
Det er egentlig i strid med Schengen-reglerne, og den nuværende forlængelse udløber den 12. november – det vil sige mindre end to uger efter, at den nye kommission er trådt til.
Her bliver det svenske Ylva Johansson, der som kommissær for indre anliggender skal tage stilling til, om vi eventuelt må få lov til at forlænge den endnu engang.
Sverige har selv fået lov til at indføre midlertidig grænsekontrol. Spørgsmålet er, om Ylva Johanssons nu forhenværende regeringskollegaer vil ansøge endnu engang.