Boris Johnson, der netop er blevet udpeget som Storbritanniens kommende premierminister, deler vandene i mere end én forstand.
Flere briter, som DR Nyheder har talt med, beskriver den forhenværende udenrigsminister og borgmester i London som 'polariserende' i sine udtalelser og handlinger.
De er dog uenige om, hvorvidt den til tider kontroversielle ledelsesstil vil være en succes for Storbritannien - eller en fiasko.
En ugennemtænkt leder
- Han synes er være tilbøjelig til at lave bommerter, siger London-beboeren Graeme Nation, der er i tvivl om, hvorvidt Boris Johnson er manden, som kan forene Storbritannien, som han ellers lover.
Graeme Nation boede i London, da Boris Johson fra 2008-2016 var byens borgmester, og oplevede dengang en leder, der ofte sagde og gjorde ting uden at tænke dem igennem.
- Det kan måske håndteres, når man er borgmester, men som premierminister for landet er det en anden snak, siger han til DR Nyheder.
Boris Johsons karriere er præget af en række opsigtsvækkende episoder, hvor han blandt andet har fornærmet både sorte og homoseksuelle med sine udtalelser.
’Han får tingene gjort’
Men hans bramfri stil er netop det, der skal sikre, at Storbritannien træder ud af EU. Sådan lyder det fra Emma Kaye fra Wales, da DR Nyheder møder hende og moren i Nyhavn i København og afslører resultatet af formandsvalget i Det Konservative Parti.
- Han er bedre til at få ting gjort (end Theresa May, red.). Han er ikke bange for at fornærme folk og lande, så på den måde er han nok bedre end hende.
Modsat Graeme Nation mener hun heller ikke, at Boris Johnson har hang til at være ugennemtænkt.
- Han er meget kakulerende og tænker langsigtet, siger hun og understreger, at hun forventer, at han nok skal få brexit gennemført.
Det er Emily Kayes mor, Emma Kaye, enig i.
- Måske vil hans tidligere rolle som udenrigsminister komme ham til gavn her. Det kan man håbe.
Hun mener dog, at han er 'ret splittende'.
- Man kan savne lidt diplomatiske evner fra ham. Jeg ved ikke, hvordan han vil klare den, men man må håbe på det bedste, siger hun.
Boris Johnson blev i dag udnævnt til leder af Det Konservative Parti, efter Theresa May trak sig tilbage, og dermed bliver han også premierminister i Storbritannien.
Det var medlemmerne af Det Konservative Parti, der har stemt ham ind. Valget stod i sidste ende mellem ham og den konservative politiker Jeremy Hunt, der også har været udenrigsminister.
Boris Johnson har gennem de seneste dage stået til at være klar favorit, men ikke alle i partiet har været glade for ham. I de seneste to dage er flere ministre trådt tilbage fra deres poster i protest mod, at han stod til at blive deres nye leder.