Trumps tidligere udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos har erklæret sig skyldig i at have løjet for FBI's efterforskere.
Det oplyser den særlige anklager Robert Mueller, der er i gang med at efterforske Ruslands indblanden i den amerikanske præsidentvalgkamp sidste år.
Papadopoulos indrømmede 5. oktober, at han havde løjet om sin kontakt med en professor, der havde forbindelse til Rusland.
I marts 2016 fik Papadopoulos nys om, at professoren havde "snavs" på den demokratiske kandidat og Trumps rival i valgkampen, Hillary Clinton, som han kunne få fat i, hvorefter de mødtes flere gange.
Tre tidligere rådgivere tiltalt
Mandag blev to andre tidligere rådgivere sat i husarrest, Paul Manafort og Rick Gates. De er begge er tiltalt for skatteunddragelse og for at konspirere mod USA.
Det er de første anklager, der bliver rejst af den tidligere FBI-chef Robert Muellers hold af efterforskere, der består af flere tidligere agenter fra FBI.
Paul Manafort var sidste år en del af Trumps præsidentkampagne, som han ledte fra juni indtil til sin afgang i august 2016. Rick Gates var ansat umiddelbart under Manafort.
Papadopoulos arbejdede også for kampagnen, men som Trumps udenrigspolitiske rådgiver. Han blev første gang afhørt i januar 2017 og anholdt i juli.
Derefter slog han en handel af med FBI, højst sandsynligt for at slippe med en billigere straf.
- Han har måske i månedsvis arbejdet på vegne af FBI som vidne, forklarer Steffen Kretz.
Donald Trump har tidligere kaldt Papadopoulos en "fremragende fyr" og betegnet ham som en "olie- og energikonsulent". Trump tweetede sidste år et billede af et møde med en række rådgivere, blandt andre Papadopoulos.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/715725628465680386?ref_src=twsrc%5Etfw
Hvis Papadopoulos i flere måneder har fodret FBI-undersøgelsen med oplysninger, der kan hjælpe med at finde beviser i mod andre kan det blive rigtig alvorligt, vurderer USA-korrespondent Steffen Kretz.
- Det er alvorligt. Både for de to andre tiltalte, Manafort og Gates, men det kan også blive for præsident Donald Trump.