Tidligere Bush-præsidenter kan ikke støtte Trump

Hverken Jeb, George eller George W. Bush vil stemme på Donald Trump ved præsidentvalget.

Republikaneren Jeb Bush forsøgte at blive partiets præsidentkandidat, men trak sig. Han vil ikke stemme på Donald Trump, som ser ud til at blive den republikanske kandidat. (Foto: © Brian snyder, Scanpix)

Den formentlig kommende republikanske præsidentkandidat Donald Trump skal ikke regne med at få støtte fra medlemmer af Bush-dynastiet.

Jeb Bush, som selv forsøgte at blive præsidentkandidat, siger, at han ikke vil stemme på Trump - og det samme gælder hans storebror og far, der begge er tidligere præsidenter.

Det er et brud med traditionen, fordi tidligere præsidenter plejer at støtte partiets kandidat.

Også andre fremtrædende republikanerne nægter at støtte den omstridte forretningsmand og mangemillionær.

Donald Trump er den eneste tilbageværende kandidat hos republikanerne. Han er dog først partiets officielle kandidat, før konventet til sommer har udnævnt ham.

- Donald Trump har ikke vist det nødvendige temperament og karakterstyrke, og han er ikke en konsekvent konservativ. Derfor kan jeg ikke støtte hans kandidatur, siger Jeb Bush.

/DR Nyheder/