Selvom USA's forhenværende vicepræsident, Dick Cheney, tidligere har været særdeles kritisk over for mangemillionæren Donald Trump, så støtter han nu op om Trumps kandidatur til titlen som Republikanernes præsidentkandidat. Det skriver CNN.
Ifølge det amerikansk medie siger Cheney, at han altid har støttet partiets nominerede, og at han dermed også vil støtte Trump, hvis han formelt vælges.
Dick Cheney var vicepræsident under den tidligere republikanske præsident, Georg W. Bush, og forsvarsminister under hans far og tidligere republikansk præsident, George H.W. Bush.
Begge tidligere Bush-præsidenter har udtalt kritik af Donald Trump og meddelt, at de ikke vil deltage i årets konvent, hvor den republikanske præsidentkandidaten formelt skal udpeges. Det samme har republikanernes tidligere nominerede præsidentkandidater fra 2008 og 2012, John McCain og Mitt Romney, skriver CNN.
Tidligere har Cheney ellers sagt til Fox News, at Trump lød som en "liberal demokrat" i hans beskyldninger om, at Bush-regeringen skulle have løjet omkring truslen fra masseødelæggelsesvåben, inden invasionen af Irak i 2003, skriver Politico.
I den seneste uge har flere republikanske kandidater trukket sig fra kapløbet om at blive nomineret til præsidentkandidaturet. Dermed er vejen nu banet for Trump.
Eneste mulighed for at ændre på den beslutning bliver til republikanernes partikonvent i Cleveland, Ohio, som finder sted den 18.-21. juli.