Opdateret 21/1: Lynanalysens omtale af Aspergers Syndrom er præciseret.
- Hver gang, jeg tager til Mar-a-Lago, så er han der. Og det er lidt af en joke, men han er med på den.
Sådan lød ordene forleden fra Lara Trump, den kommende amerikanske præsidents svigerdatter, om Elon Musk, den 53-årige sydafrikanskfødte mangemilliardær.
- Jeg elsker, at han er 'first buddy', sagde hun i et interview med New York Post om Musk, som menes at være god for omkring 3150 milliarder kroner.
Betegnelsen first buddy (førstekammerat red.) er ny, men er blevet brugt en del gange om Elon Musk de seneste måneder og handler om det meget tætte forhold, der er opstået mellem Trump og verdens suverænt rigeste mand.
Det viser sig blandt andet ved, at Musk nærmest er flyttet ind hos Trump i Mar-a-Lago, har optrådt side om side med den kommende præsident et utal af gange og har deltaget i en række vigtige møder og opkald - angiveligt også et med præsident Zelenskyj.
Her peger iagttagere på, at mens der altid har været en officiel rolle som såkaldt førstedame for præsidentens hustru, så er der nu udsigt til, at den stenrige Musk i praksis bliver USA's første "førstekammerat", når Trump mandag indsættes som præsident.
Og det er langt fra uden risici, påpeger kritikere.
Allerede op til jul var mangemilliardæren tæt på at være skyld i en nedlukning af store dele af den offentlige sektor, da han med en tsunami af tweets fik sendt en stor tværpolitisk budgetaftale i graven.
- Velkommen til Elon Musk-præsidentskabet, lød reaktionen fra det demokratiske kongresmedlem Robert Garcia, der langt fra er alene om at stille spørgsmålstegn ved, om det reelt er Trump eller Musk, der om lidt kan kalde sig verdens mest magtfulde mand.
Og på den anden side af Atlanten har regeringsledere set til med dybe panderynker, mens Musk - efter at have doneret knap to milliarder kroner til Trumps valgkamp - nu er begyndt at blande sig i europæisk politik.
Præsident Biden advarede under sin afskedstale i onsdags mod de ultrariges magt og kaldte det en trussel mod demokratiet:
Gav tårevældet DR-interview
Det var langt fra tegnet i stjernerne, at Elon Musk skulle blive en mangemilliardær, der bruger sin megafon på sit eget sociale medie, X, til blandt andet at dele usande påstande, støtte højrefløjen eller beskylde den britiske premierminister for at være "medskyldig i voldtægten af Storbritannien".
Da DR lavede et stort interview med Musk på hans Tesla-fabrik i Californien i 2015 var beskrivelsen blandt andet, at han var langt fra billedet på en egomanisk topchef.
- Snarere en smule genert og nørdet. Tilsyneladende ikke særlig optaget af penge og profit – mere af at redde verden, lød beskrivelsen af Musk, der dengang var USA's mest beundrede iværksætter og blev sammenlignet med den legendariske opfinder Thomas Edison.
- Under samtalen skinnede det klart igennem for mig, at Musk gerne ville have min anerkendelse, siger DR's internationale korrespondent Steffen Kretz, som tilbragte en time sammen med Musk i forbindelse med interviewet.
- Han ville gerne have, at jeg skulle synes om ham. Han levede sig ind i samtalen i en grad, så han brød sammen og fik tårer i øjnene og bad os stoppe kameraet undervejs.
Musk sammenlignede dengang sine Tesla-biler med rutsjebaner:
Men Musks vej til toppen har langt fra været nem og har budt på flere rutsjebaneture, selv om han indkasserede 180 millioner dollars på salget af e-handelstjenesten PayPal, som han var med til at bygge op.
Særligt da hans 100 millioner dollars store sats på både elbiler og rumfart på samme tid tømte den 37-årige Musks lommer, hvorefter finanskrisen ramte, og manges pengekasser lukkede i.
- Til sidst blev jeg nødt til at investere det hele. Jeg lånte faktisk penge af venner for at kunne betale min husleje, fortalte Elon Musk, der havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han fortalte om perioden i hans liv, der næsten knækkede ham:
I sidste øjeblik blev Musk reddet af en 10 milliarder kroner stor kontrakt med det statslige amerikanske rumagentur, Nasa.
Siden har Elon Musk fået en mere og mere fremtrædende rolle, og hans rigdom vokset i en sådan grad, at han nu regnes for at være verdens suverænt mest velhavende mand.
Samtidig er der sket noget i forhold til den lidt generte iværksætter, som gav interview til DR for ti år siden.
- Undervejs har han løbende vist, at han gerne bryder normer og regler, og at han nyder den opmærksomhed, som han får fra sine 200 millioner følgere på sociale medier, siger Steffen Kretz.
Den internationale korrespondent peger på, at Musk blandt andet er kommet i fedtefadet for at tweete løse påstande og rygter om Tesla, hvilket påvirkede børskursen og førte til beskyldninger om alvorlige brud på børsreglerne.
- I det hele taget er den mørkere side af Musk blevet meget mere synlig efter hans køb af Twitter, som forretningsmæssigt har været lidt af en katastrofe, men som til gengæld har givet Musk fuldstændig kontrol over én af verdens største megafoner - nu omdøbt til X.
Musk har udviklet sig til verdens førende internettrold og er blevet billedet på, hvor farligt det er, når én person kontrollerer så meget, skriver Steffen Kretz i denne lynanalyse:
Skarpt sving mod højre
Elon Musk har tidligere beskrevet sig selv som politisk "moderat" og har både stemt på og støttet flere demokratiske præsidentkandidater gennem årene.
Men i midten af juli 2024, efter Trump blev udsat for et attentatforsøg under et vælgermøde i Pennsylvania, meldte Elon Musk sig som Trump-støtte i et opslag på X.
Siden fulgte den meget omtalte "bromance" mellem de to magtfulde mænd, der blandt andet har medført, at Musk har fået til opgave at finde besparelser i det amerikanske statsapparat for billioner af kroner, hvilket har ført til beskyldninger om klare og alvorlige interessekonflikter.
Herunder fordi Musk - og hans konkurrenter - har store økonomiske interesser i kontrakter med den amerikanske stat.
Musks bevægelse mod højre har dog været undervejs allerede siden coronapandemien, fortæller Ole Hall, journalist i DR med fokus på økonomi og erhvervsliv og forfatter til en bog om netop Elon Musk.
- Siden 2020 har Elon Musk angrebet Biden og Demokraterne højlydt og udtrykt støtte til markante stemmer på højrefløjen, inden han gav sin fulde støtte til Trump og hjalp ham til en valgsejr, fortæller Ole Hall.
- Senest er Musk begyndt at støtte højrefløjspartier i Europa, og det indikerer, at Elon Musk er villig til at bruge en stor del af sin tid på at påvirke politik og vælgernes holdninger og dreje den vestlige verden i en mere højreorienteret retning.
Da Donald Trump holdt sin sejrstale på valgnatten i november fremhævede han Elon Musk som "en stjerne":
Hvor meget af det handler om forretning, og hvor meget er decideret ideologi?
- For Elon Musk har det altid handlet om at skaffe de bedst mulige vilkår til Tesla, SpaceX og hans øvrige virksomheder. Derfor er det attraktivt at være tæt på USA’s præsident.
- Men Musk er på det seneste også begyndt at blande sig i indvandringspolitik, retspolitik og rettigheder for personer, der har foretaget juridisk kønsskifte, og det har jo ikke meget med Musks forretninger at gøre, lyder det fra Ole Hall, der peger på, at Elon Musk er blevet mere ideologisk end tidligere, og at det risikerer at skræmme nogle forbrugere væk.
Det er også langt fra alle på højrefløjen, som er glade for Elon Musks voksende indflydelse, og han er blandt andet kommet i clinch med flere ledende Trump-figurer over sin støtte til et visumprogram, der gør det nemmere at hente faglært arbejdskraft i udlandet.
En god investering
Offentligt tilgængelige tal viser, at Elon Musk har brugt næsten to milliarder kroner på at hjælpe Donald Trump med at vinde det amerikanske valg.
Og i dag ligner det en ganske lukrativ investering.
- Da Trump vandt, steg Tesla-aktien 40 procent, fordi aktionærerne tror på, at Donald Trump vil forbedre vilkårene for Tesla mærkbart, fortæller Ole Hall.
Den kommende præsident brugte flere minutter af sin sejrstale på at tale om en af Elon Musks raketaffyringer og sagde, at han elsker ham:
- Derudover håber Elon Musk, at Donald Trump får sænket skatterne, får skåret markant i det amerikanske statsbudget, får fyret tusindvis af embedsmænd og får fjernet bunkevis af regler og bureaukrati, mens Musk får tildelt væsentlige kontrakter til sin rumfartsvirksomhed SpaceX, lyder det fra Ole Hall.
Han peger på, at det er særdeles usikkert, hvor mange af tingene, som en kommende præsident Trump får gennemført.
- Men Elon Musk lever formentligt fint med det, hvis bare halvdelen af hans politiske ønsker til Donald Trump går i opfyldelse. Derfor vil vi nok se Elon Musk gå så langt som muligt for at holde sig på god fod med Trump, siger DR-journalisten, der peger på, at vi alle efterhånden er dybt afhængige af iværksætteren fra Sydafrika.
- Han kan slukke for internettet flere steder på kloden, fordi han ejer de satellitter, der sikrer adgangen. Musk har også i en årrække været den eneste person, som ejer et firma, der kunne flyve astronauter fra den internationale rumstation hjem til Jordkloden. Den position har givet ham en særlig magt, påpeger Ole Hall.
Derudover sidder Musk på store dele af den voksende ladeinfrastruktur, som elbilejere er afhængige af. Og så er der altså X, "som han i stigende grad bruger til at støtte bestemte politiske personer og holdninger, som Elon Musk mener "fortjener opmærksomheden", siger Ole Hall.
- Så Elon Musk er måske den erhvervsperson på kloden, som har mest magt i dag, og hans seneste indblanding i amerikansk og europæisk politik viser, at han er villig til at bruge magten.
Musks indblanding i europæisk politik skaber utryghed. For måske er Elon Musk ikke bare verdens rigeste mand, men også den mest magtfulde. Hør mere i dette afsnit af Genstart: