Theresa May udløser artikel 50 i næste uge

Når artiklen udløses kan forhandlinger om at forlade EU påbegyndes.

Den britiske premierminister, Theresa May, trykker på brexit-knappen i næste uge. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

I næste uge nærmere bestemt den 29. marts vil den britiske premierminister, Theresa May, udløse artikel 50. Det betyder, at Storbritannien officielt iværksætter processen med at forlade EU.

Det har den britiske EU-ambassadør i dag meddelt EU-præsident Donald Tusk, oplyser premierministerens talsmand ifølge Reuters.

Det har været ventet, at Theresa May ville trykke på den såkaldte brexit-knap i denne måned, så derfor kommer dagens udmelding ikke som en stor overraskelse.

- Vi er på tærsklen af den vigtigste forhandling for dette land i denne generation, siger den britiske brexit-minister, David Davis, til AP.

Artikel 50 findes i Lissabon-traktaten, som er det regelsæt, som danner grundlag for det europæiske samarbejde. Her står der, at enhver medlemsstat kan beslutte af træde ud af det europæiske samarbejde.

Har to år til at forhandle aftalen på plads

Den britiske premierminister fik tilladelse af parlamentet til at udløse EU-traktatens artikel 50 i denne måned.

Overhuset forsøgte dog at få hæftet ekstra betingelser på udmeldelsen, der indebar en beskyttelse af EU-borgeres rettigheder. Men den betingelse blev forkastet af underhuset.

Når Theresa May, som forventet udløser artikel 50 den 29. marts, har Storbritannien ifølge Lissabon-traktaten to år til at forhandle udmeldelsen på plads med EU.

EU-Kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas, bekræfter, at man har fået en dato for, hvornår briterne udløser artikel 50.

- Vi er klar til at begynde på forhandlingerne. Vi venter på brevet. Nu ved vi, at det kommer den 29. Og ja, alt er klar på denne side, siger cheftalsmanden.

Hvis den ikke er i hus efter to år, kan Storbritannien trække sig fra EU, uden det ligger fast, hvad der sker. Alternativt skal Storbritannien nå til enighed med alle EU-landene om, at forhandlingerne kan fortsætte. Hvis det sker, kan forhandlingerne vare i mange år.