Theilgaard: Optimisme at spore efter vigtige klimaforhandlinger

Det står klarere, hvad verdens lande vil gøre for at bekæmpe den globale opvarmning, siger DR’s klimaekspert.

Det er blevet klarere, hvad landene mener efter Bonn-forhandlingerne, og det vil gøre Paris-forhandlingerne lidt lettere, vurderer DR's Jesper Theilgaard. (Foto: © René Just Poulsen, DR)

Vejen til den afgørende COP21-klimakonference i Paris til december er blevet lidt mere fremkommelig efter de seneste dages klimaforhandlinger i Bonn.

Det vurderer DR’s klimakorrespondent, Jesper Theilgaard, der har fulgt forhandlingerne i den tyske by.

Her mødtes chefforhandlerne for verdens 195 lande til de sidste forhandlinger inden selve konferencen i Paris.

Og fredag aften nåede de til enighed om en 55 sider lang tekst, der ifølge Jesper Theilgaard er klarere og mere forståelig, end de tidligere forhandlingstekster.

- Der er en vis optimisme at spore efter Bonn. Det er blevet klarere, hvad landene mener, og det vil gøre Paris-forhandlingerne lidt lettere, siger han.

- Derfor kan man godt tillade sig at kippe lidt med flaget af forhandlerne.

Teksten skal nemlig danne grundlag for de afgørende forhandlinger mellem miljø- og klimaministrene i den franske hovedstad om små to måneder.

Her er det altoverskyggende mål at nå frem til en ny, global klimaaftale, som skal sikre, at vores udledning af drivhusgasser ikke får temperaturen til at stige mere end de to grader, der er FN’s smertegrænse.

Chefforhandlerne fik under Bonn-forhandlingerne, der har varet hele ugen, diskuteret en række tunge emner under Bonn-forhandlingerne - heriblandt hvordan bekæmpelsen af klimaforandringerne skal finansieres.

De nåede dog ikke frem til nogle endelige konklusioner, understreger Jesper Theilgaard.

- De store sværdslag skal tages på ministerniveau til december, og de forhandlinger bliver svære.