Thailand efter kongens død: Sorg i et år og ingen fester i en måned

Regeringen beder thailænderne om ikke at feste i de kommende 30 dage efter kong Bhumibols død.

Thailændere græder over nyheden om kongens død. (Foto: © Athit Perawongmetha, Scanpix)

Fra i morgen skal thailandske embedsmænd sørge i et år. Det har landets premierminister, Prayuth Chan-ocha, annonceret.

Det sker som reaktion på at landets populære konge, Bhumibol Adulyadej, døde torsdag.

Premierministeren beder desuden thailænderne om ikke at feste de næste 30 dage. I samme periode skal alle regeringsbygninger og skoler flage på halvt.

Hos det engelsksprogede medie Bangkok Post sørger man også med et portræt af kongen og hele siden i grå toner.

Bangkok Post i gråt og med portræt af kongen efter hans død.

Flere iagttagere forventer også, at mange af landets forretninger vil lukke helt eller delvist som følge af kongens død.

Thailands afsked med kongen vil sandsynligvis blive en langstrakt affære, da thai-buddhisters begravelsesritualer ofte strækker sig over uger og måneder. Da kongens kusine døde i 2011, blev hun først kremeret knap et år efter sin død.