Rakhmat Akilov, som er mistænkt for at stå bag angrebet med en lastbil i Stockholm, har fortalt politiet om sit motiv.
Det siger mandens forsvarsadvokat, Johan Eriksson, ifølge Aftonbladet.
I dag har Rakhmat Akilov i Stockholms byret erkendt, at han stod bag angrebet, og han er blevet varetægtsfængslet i en måned.
- Det er ikke bare en tom erkendelse, uden at han har givet oplysninger, siger Johan Eriksson.
Det er dog fortsat uvist, hvad Rakhmat Akilov har fortalt politiet under afhøringerne, for hverken forsvarer, anklager eller politiet ønsker at offentliggøre nærmere detaljer fra efterforskningen.
- Så længe efterforskningen pågår, kan vi ikke kommentere motivet. Jeg har respekt for, at der er et behov for at få informationer, men mit ansvar er at respektere efterforskningen, siger anklager Hans Ihrman.
Selvom Rakhmat Akilov har erkendt sig skyldig, er sagen langtfra slut, understeger han og tilføjer, at politiet allerede har en solid bevisbyrde mod ham.
Efterforskningen ventes at vare et år.
Dropper anholdelse af anden mistænkt
Fokus er nu på at styrke beviserne yderligere til anklageskriftet og få klarlagt, om der har været flere personer involveret i angrebet.
Forsvarer Johan Eriksson siger ifølge SVT, at Rakhmat Akilov svarer på politiets spørgsmål og samarbejder.
Forsvareren understreger, at også han er berørt af det tragiske angreb, men at alle har ret til et forsvar.
Advokaten har mødt stærke reaktioner fra folk, fordi han har påtaget sig jobbet som den mistænktes forsvarer.
- At forsvare en person er ikke at forsvare dennes handlinger, siger Johan Eriksson.
- Jeg har det præcis som alle andre med denne alvorlige hændelse, og jeg føler med de dræbte, men vi er samtidig besluttet på at fuldføre de pligter, som samfundet forventer af os.
Den svenske anklagemyndighed oplyser i en pressemeddelelse, at man ikke længere har beviser nok mod en anden mistænkt person, som blev arresteret i søndags. Anholdelsen bliver derfor ikke opretholdt.
Men politiet fortsætter med tilbageholde ham, fordi han allerede var udvist af Sverige.
Otte af de 15 tilskadekomne personer er fortsat indlagt, og to ligger på intensiv. To svenskere, en brite og en belgier mistede livet, da de blev ramt af lastbilen under fredagens terrorangreb.