Natten til tirsdag ramte israelske luftangreb en teltlejr i den humanitære zone ved byen Khan Younis, der er beliggende i det sydlige Gaza.
Der meldes om mange dræbte og sårede i luftangrebet, der har efterladt dybe huller i jorden. Fire missiler har angiveligt ramt Al-Mawasi området i den humanitære zone, hvor tusindvis af palæstinensere er flygtet til.
Det oplyser de lokale sundhedspersonale i området til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det Hamas-kontrollerede civilforsvar i Gaza er det mindst 40 personer, som er blevet dræbt, mens yderligere 60 personer meldes sårede.
DR har ikke mulighed for at verificere tallene.
IDF: Angreb rettet mod kommandocentral
Det israelske militær (IDF) bekræfter på beskedtjenesten Telegram at stå bag luftangrebet på teltlejren i det humanitære område i Khan Younis og skriver videre, at angrebet var rettet mod en Hamas-kommandocentral.
Israels udenrigsministerium skriver på det sociale medie X, at Hamas, der er på EU og USA's terrorliste, udførte angreb mod IDF-soldater og mod Israel fra kommando-centralen.
- Terrororganisationerne i Gaza-striben fortsætter systematisk med at misbruge civile og humanitære infrastrukturer, herunder det udpegede humanitære område, til at udføre terroraktivitet mod staten Israel og IDF-tropper.
Hamas afviser ifølge Reuters, at der var bevæbnede mænd i området.
- Dette er en klar løgn, der har til formål at retfærdiggøre disse grusomme forbrydelse. Modstandsbevægelsen har flere gange nægtet at nogen af dens medlemmer befinder sig blandt samlinger eller bruger disse til militære formål, sagde Hamas i en erklæring.
Store civile tab
Det israelske udenrigsministerium skriver i et opslag på det sociale medie X, at man fra israelsk side forsøgte at minimere risikoen for civile tab.
- Før angrebet blev der taget adskillige skridt for at mindske risikoen for at skade civile, herunder brugen af præcise våben, luftovervågning og yderligere midler.
Det fratager dog ikke Israels ansvar, siger Puk Damsgård.
- Uanset hvordan Hamas udkæmper krigen, uanset hvilken taktik Hamas benytter, så fratager det ikke Israel et ansvar for at beskytte civile, når Israel bomber, siger Puk Damsgård og tilføjer:
- Gennem de seneste elleve måneder har vi været vidne til at ingen af krigens parter i virkeligheden kerer sig om civile, på trods af hvad de hver især påstår. Jeg har talt med civile i Gaza, der føler, at de er fuldstændig overladt til sig selv.
Tidligere i krigen har tusindvis af palæstinensere flygtet fra angreb andre steder i Gaza. Mange af dem opholder sig derfor i den humanitære zone Al Mawasi, hvor IDF tidligere har opfordret civile at flygte til. Og i områder som dette, er det svært at undgå store civile tab.
- Vi har set snart talrige gange, at når man forsøger at ramme mål i så tætbefolkede områder, både skoler, flygtningelejre og humanitære zoner, så er der ganske mange dræbte i de her angreb, siger Puk Damsgård.
I den tidligere omtalte erklæring skriver Hamas, at 'mange ubevæbnede civile, hvoraf de fleste var kvinder og børn' er blevet dræbt i angrebet.
Store ødelæggelser
Mindst tyve telte brød i brand, alt imens missilerne forårsaget et krater, der var op til ni meter dybe.
Det oplyser redningsarbejdere ifølge Reuters.
På nuværende tidspunkt kender vi ikke detaljerne for angrebets omfang og har ikke mulighed for at verificere de oplysninger, der kommer fra Israel og Hamas.